Billede beskrivelse

Bak ind på p-pladsen

Opgørelse viser, at antallet af skader falder, hvis bilister bakker ind på parkeringspladser

13. december 2017 kl. 11.40

Risikoen for skader er mindre, hvis du bakker ind på en parkeringsplads, end hvis du bakker ud fra den.

Sådan lyder det fra leasingselskabet ALD Automotive.

Selskabet begyndte for to år siden at instruere sine kunder i baglæns parkering, og antallet af p-skader er faldet med 35 procent. Det viser en gennemgang af skader blandt ALD’s 12.000 forsikringstagere.

- Når vi skal ud fra en parkeringsplads, har vi ofte travlt med at komme af sted. Her kan det hurtigt gå galt, når man kun har bagrude og spejle til at få øje på fodgængere, cyklister og andre bilister. Det er meget lettere at orientere sig gennem forruden, siger Birgitte Skaarup, der er forsikringschef i ALD Automotive.

Problemet bliver endnu større om vinteren, hvor duggede og tilfrosne ruder i en kold bil forhindrer et optimalt udsyn. Derfor er det især nu, det er en god ide at bakke ind, mens bilen er varm.

- Når du ankommer til parkeringspladsen, så udnyt, at bilens ruder og sidespejle som oftest er fri for dug, sne og is. Det besvær, du oplever ved at skulle bakke ind, er langt mindre, når bilen er varm, end hvis du skal bakke ud i en kold bil med dårligt udsyn, siger Birgitte Skaarup.

Hun anbefaler, at bilister øver sig i at bakke ind i en p-bås ved at finde et parkeringsområde med tomme pladser på begge sider.

Havarikommissionen anbefaler også, at bilister bakker ind i p-båse og for så vidt også ud af indkørsler.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste