Badebro er genopbygget: Lokale kræfter står bag
SÆBY: Vandhunde og alle andre badende kan nu igen hoppe i bølgen blå fra badebroen.
Badebroen nedenfor Sæby Søbad stod på usikker grund efter stormen Pia i december sidste år gjorde det af med de yderste dele af dæksplankerne og siden har badebroen ikke kunnet benyttes.
Sæby Erhvervsforening har nu taget ejerskab af den 40 meter lange bro og sammen med vinterbaderklubben De Blå Næser vil de sørge for, at den kan benyttes i sommerhalvåret.
Forinden der var nogen der ville påtage sig driften, skulle broen lige repareres, hvilket ville løbe op i 50-100 tusinde kroner. Da ingen stod med det nødvendig pengebeløb, trådte Bygma trælasthandel og byggemarked til med materialer og tømrerfirmaet Hugo Petersen & Søn tog ansvar for, at reparationsarbejdet blev udført forskriftsmæssigt.
Et dusin friske folk fra Hugo Petersen & Søn og De Blå Næser mødtes tidlig morgen den 15. juni for at få broen reetableret. Midt på formiddagen kunne tømrermester Jan Petersen konstatere, at arbejdet var fuldført.
Dog manglede der stadig det tykke tov, der udgør rækværket på broen, at blive monteret.
Det bliver snarest sendt fra Tyskland og Jan forventer at montere tovet midt i uge 25, hvorefter badebroen erklæres åben.
Jan Petersen og hans firma, der er gået aktivt ind for at få broen reetableret, synes, at den er et godt aktiv for byens borgere og et fint tilbud til badende turister.
Han glæder sig over, at der hvert år er frivillige, der vil sørge for at tage plankerne af broen om efteråret og montere dem igen om foråret, så den forhåbentlig kan holde i mange år.
De løsrevne dækselementer af trykimprægneret træ, der siden stormen har ligget på land, bliver nu fjernet af Sæby Friskole.