Arrangørerne fik en god fest trods truende vejrudsigter
SÆBY: Den 27. udgave af Havnefesten er nu godt overstået, og arrangørerne Sæby Basketball Club 77 og Sæby Rednings- & Bjærgelaug kan se tilbage på en weekend, der startede med høj sol og sluttede med spredte regnbyger.
-Metrologerne havde desværre i dagene op til havnefestweekenden varslet om rekordmeget nedbør, som mange i deres planlægning havde taget højde for, fortæller formanden for Havnefesten, Henrik L. Hansen.
-Heldigvis kan vi notere et tilfredsstillende resultat såvel økonomisk som med forløbet, konstaterer formanden.
Havnefesten har nydt godt af, at aktivitetsforeningen Rødder og Vinger for tredje gang har afholdt Historiske dage på Paradisjordene før og under havnefesten, hvilket har givet øget interesse for at besøge Sæby Havn.
Til begge arrangementer var der gratis adgang.
I alt 75 af de to klubbers medlemmer sås overalt i deres sorte t-shirts og sørgede for, at gæsterne oplevede en afslappet og hyggelig fest.
Slagter Tranholm og Meny Sæby havde tilberedt lækre middage til henholdsvis fredag og lørdag aften, som mange benyttede sig af.
Som noget nyt havde arrangørerne selv lavet tarteletter med høns i asparges. Alle 300 indkøbte tarteletter blev udsolgt til frokosttilbuddet om lørdagen - så ingen madspild her!
Mad-Musik-Ferie
Havnefestens tema var Mad-Musik-Ferie. Alt sammen kunne opleves i såvel festtelt som udendørs ved havnekontoret, kajkanten og på værftsgrunden.
Musikken blev udspillet på samme lokaliteter af en række solister og orkestre som Ibsens Kapel, Willers med dans, Henrik Mølbjerg, Advokatens New Orleans Jazz Band, De Lune Jyder og Kaejlaenders.
Herudover var der sving i skørterne hos Kom og Dans Sæby. De demonstrerede dans til swing og rock 'n' roll-musik, der gjaldede ud over det meste af havnen.
Det ferierende publikum kunne ligeledes underholde sig i Det Muntre Køkken eller gøre et godt køb hos stadeholderne, der havde taget mange gode tilbud med på havnen.
Stumpemarked
Sæby Sejlklub afholdte i år maritimt stumpemarked i deres Masteskur.
Medlemmerne havde ryddet op i deres gemmer, og i genbrugets navn havde de samlet alt, hvad en lystsejler har brug for.
I alt 534 genstande var sat til salg, som sejlklubbens sekretær, Leif Olesen sirligt havde noteret i sit regneark.
Søndag aften kunne han gøre regnebrættet op og konstatere, at weekendens salg havde givet Sæby Sejlklub 8.000 kroner i overskud, som kommer fællesskabet til gode.
Ikke solgte artikler skal nu returneres til ejerne eller lægges i depot hos sejlklubben, inden der om tre år igen arrangeres stumpemarked.