Arena Nord og Skagen Bryghus præsenterer særlig VM-øl
I perioden 29. november til 13. december i år er Frederikshavn værtsby for kvindernes håndbold-VM, og lige som forrige gang i 2015 er der udviklet en særlig VM-øl, som netop er lanceret på Skagen Bryghus. Her kan VM-øllen allerede nu købes og nydes, og den vil naturligvis komme til salg i Frederikshavn, når VM løber af stabelen – både enkeltvis og i gaveæsker.
Ved præsentationen af den ny VM-øl glædede Arena Nords direktør Per Malmberg sig over, at Skagen Bryghus igen har skabt en fantastisk øl til glæde for både lokale og gæster ved VM i kvindehåndbold.
- VM i kvindehåndbold er en kæmpe opgave, der kræver en ekstra fælles indsats. Det er et arrangement, som involverer hele kommunen, masser af frivillige og erhvervslivet, og derfor er jeg glad for samarbejdet med Skagen Bryghus. Vi bliver værtsby for otte nationer i de to indledende puljer og senere for seks nationer i Presidents Cup for de hold, der ikke går videre. I alt skal vi afvikle 37 kampe. Vi anslår, at spillere, officials og publikum vil skabe en meromsætning i Frederikshavn Kommune på 13 mio. kr. Det er kæmpestort, sagde Per Malmberg.
Danmark, Norge og Sverige er værtsnationer ved VM, og kampene afvikles i Herning, Frederikshavn, Stavanger og Helsingborg. De to puljer, der skal afvikles i Arena Nord, er Gruppe G bestående af Brasilien, Spanien, Ukraine og Kasakhstan samt Gruppe H bestående af Holland, Tjekkiet, Argentina og Congo.
Ud over VM-brygget, som nu er præsenteret og smagt til – en herlig blanding af hvedeøl og pale ale tilsat honning og appelsinskaller – så har Arena Nord flere tiltag i støbeskeen for at skabe hype omkring kvindernes håndbold-VM. I stil med 2015 vil kommunens strikke-entusiaster strikke huer til deltagerne. Der er allerede planlagt strikke-cafeer i Arena Nord i efteråret. De farverige huer var populære hos spillerne sidste gang og bliver det nok igen.
Ved præsentationen af Arena Nords VM-øl var også to repræsentanter for Dansk Håndbold Forbund til stede, nemlig Ivan Marquartsen og Villy Nielsen, som også var med til at afvikle VM i 2015. Ivan Marquartsen skal være venue manager i år, altså ansvarlig for den sportslige afvikling i Arena Nord, mens Villy Nielsen denne gang får ansvar for Boxen i Herning. Han ville dog gerne genbesøge Frederikshavn og smage på øllet.
- Jeg glæder mig til at være en del af VM-turneringen i Arena Nord, for jeg har rigtig gode minder fra 2015. Jeg har ikke oplevet et tilsvarende engagement i andre byer. Det er fantastisk, hvordan hele byen og kommunen tager værtskabet på sig og skaber den helt rigtige VM-stemning, siger Ivan Marquartsen.
VM-værtskabet er en opgave, som løftes i et tæt samarbejde mellem mange parter. Arena Nord stiller naturligvis alle sin faciliteter og erfarne medarbejdere til rådighed, kommunen deltager bl.a. med kommunikationskonsulent Karin M. Rasmussen og projektmedarbejder Tove Varmløse Malmberg, som bliver ansvarlig for at inddrage foreninger og borgere. Fra Erhvervshus Nord deltager erhvervskonsulent Inge Møller Thomsen og fra Destination Nord kommer Anne Grethe Kramme. Også Jette Varmløse fra Cup No 1 spiller ind med sin ekspertise og organisationstalent.