Andreas blev grebet af udfordringerne
Et efterskoleophold i Hørby førte til læreplads på nabovirksomheden
KOMMUNEN: RASI Maskinfabrik A/S i Hørby har netop uddannet virksomhedens første industriteknikerlærling.
Virksomhedsejer Lars Jacobsen startede maskinfabrikken tilbage i 2008, og har altid gerne ville uddanne lærlinge.
Men som iværksætter, der både producerer emner, varetager kundekontakt og er materialeindkøber, stod det med lærlinge ikke øverst på to-do listen.
I 2018 tog han springet og startede ikke kun én, men tre lærlinge op, hvor den ene uddannes som delelærling i samarbejde med MAN Energy Solutions i Frederikshavn.
I dag kan Lars Jacobsen så ønske Andreas Mygind tillykke med en flot veloverstået 12-tals svendeprøve, som er foregået på Tech College i Aalborg.
Andreas anede ikke, at det var vejen som industritekniker, han ville gå.
Det lå i kortene, at han efter folkeskolen skulle videre på gymnasiet.
Men under sit efterskoleophold på Hørby Efterskole, som er nabo til RASI Maskinfabrik, mødte han Lars Jacobsen, som ikke kun invitere indenfor, men også tilbød ham et fritidsjob, når efterskoledagen var slut.
Her fik Andreas øje på de mange muligheder, der ligger i faget, og han var solgt.
- Som industritekniker skal jeg bruge min kreativitet og kunne tænke ud af boksen og det fede er, at man kan lave alt, fortæller Andreas Mygind, som overvejer at læse videre til produktionsteknolog.
Som læremester kræver Lars Jacobsen enormt meget af sine lærlinge.
Blandt andet arbejder lærlingene i EDGECAM, som er et avanceret CAD CAM software program indenfor programmering.
- Når du som industritekniker har fået dit svendebrev, går der yderligere 10 år inden du er udlært.
- Derfor er det vigtigt for mig at starte med at bygge på lærlingene allerede under læretiden.
- Dette er ikke kun en fordel for mig som mester, men de ny-udlærte står med stærke kompetencer, som alle maskinfabrikker i dag efterspørger, siger Lars Jacobsen.
RASI Maskinfabrik A/S er partner i den maritime lærlingeordning, der til dagligt huses af MARCOD, hvor lærlingekoordinator Anette H. Sørensen supporterer Lars Jacobsen i arbejdet med lærlingene.
- Det er super fedt at arbejde sammen med Lars Jacobsen, der virkelig brænder for at gøre sine lærlinge til de bedste. At gå fra nul til tre lærlinge på én gang, behøver ikke være opskriften for alle, men der er brug for at få mange flere industriteknikere uddannet, og det skal gå stærkt, siger Anette H. Sørensen, der opfordrer alle virksomheder til at kigge på muligheden for at tage en ekstra lærling.