Alt klar til børnefestival

Skagen Kirke kalder til børnefest for 20-ende gang - i år med koncert

27. juni 2019 kl. 08.00

SKAGEN: Sædvanen tro kalder Skagen Kirke til Børnefestival i ugen op til Skagen Festivalen.

I år er starter løjerne tirsdag 2. juli fra kl. 9.30 – 15.00, og Børnefestivalen afsluttes med børnegudstjeneste kl. 17 i Skagen Kirke.

I år er det 20 år siden Børnefestivalen for første gang løb af stabelen og i den anledning holdes der børnekoncert med Christian & ko kl. 10 udenfor kirken.

Sidste år blev Skagen kirke og Børnefestivalen betænkt med en gave fra Skagen Festival Fond på 10.000 kroner, og det er disse penge, der nu bliver brugt på at skabe en musikalsk fest i anledning af jubilæet med masser af god musik og glade sange.

Børnefestivalen har igennem alle 20 år været båret af rigtig mange frivillige kræfter.

Kirkens frivillige giver selv udtryk for, at Børnefestivalen er en af de aktiviteter, der giver rigtig megen glæde og god energi, i mødet med de mange børn og voksne, der gæster Skagen kirkes græsplæne denne dag.

Og uden de frivillige ingen Børnefestival, så Skagen kirke sætter stor pris på de frivilliges indsats.

Ligeledes er det altid en fornøjelse, at invitere byens dagplejere, vuggestuer, børnehaver, SFO’er, da de gerne kommer og deltager i Børnefestivalen.

Også i år, vil der være flere programpunkter ud over de faste aktiviteter.

Tryllekunstneren Søren Sømand kigger forbi et par gange i løbet af dagen og laver sjov og trylleri for alle børn og voksne.

Der er også Bibelfortælling og lidt sang inde i kirken omkring middagstid.

Der ud over er der mulighed for, at bage snobrød eller poppe egne popcorn over bål. I det kreative telt, er der lagt op til flere forskellige aktiviteter, både med perler, maling og korkpropper til både.

- Og igen i år, er vi glade for, at Kræftens Bekæmpelse kommer og laver en lille stand, hvor der kan fabrikeres solarmbånd, sådan at man kan holde øje med, hvornår man skal gå i skygge, for at passe på sig selv, understreger kirke – og Kulturmedarbejder Anne-Gerda Tvilling, som håber at vejret igen viser sig fra sin allerbedste side.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste