Livet her

Afslutning på et fantastisk fodboldår

Der var dømt fodbold og fest i IF Skjold Sæby

18. november 2019 kl. 10:32

SÆBY: Lørdag 9. november blev fodboldårets afslutning markeret i IF Skjold Sæby.

Dagen blev skudt i gang med Skjold Cup, som er et nyt initiativ, hvor unge og gamle, mænd og kvinder, aktive som tidligere medlemmer deltog i en 8-mands turnering mod hinanden. Blandt de 12 deltagende hold var blandt andet ”Legenderne”, ”Fremtiden” og ”Serie 5/6 All Stars”.

Klokken 12.30 blev de første kampe fløjtet i gang på klubbens nye kunstgræsbane.

Der blev kæmpet med ihærdighed og fairplay på alle holdene, og der var også fint besøgt med tilskuere i løbet af eftermiddagen. Det sociale samvær var i højsæde, og alle hold var gode til at bakke op og heppe på hinanden.

Efter godt tre og en halv times fodbold kunne holdet ”Danmarksserien” løfte pokalen som vindere af turneringen, efter at have slået ”’Årgang ’89” i en finale, som blev afgjort ved straffespark.

Klokken 18.00 var hallen fyldt med et rekordstort antal deltagere. Godt 200 feststemte deltagere var mødt op i en flot pyntet hal, hvor Slagter Tranholm, stod for at mætte alle munde med en lækker menu. Efterfølgende sørgede bandet Roulet og DJ James på skift for at musikken var i top og at dansegulvet var fyldt hele aftenen.

Traditionen tro blev ”Årets Fighter” og ”Årets Kammerat” kåret på alle seriehold. Efterfølgende skulle aftenens mest prestigefyldte priser uddeles.

Årets kvindelige fodboldspiller med titlen ”Årets Skjoldmø” blev Bolette Rafn Nielsen, mens ”Årets Spiller” på herresiden blev Christoffer Nødgaard. Årets træner/leder blev Leif Andersson. Støtteforeningen Skjolds Venner blev kåret til ”Årets Skjoldere” og modtog velfortjent en stående applaus for den enestående indsats for klubben.

Derudover modtog Per Lindgaard Pedersen DBU’s sølvnål for over 15 års frivillig engagement i klubben.

Selvom året ikke byder på flere udendørskampe, fortsætter træningen indtil december.

På herresiden har klubben tilmeldt to hold til indendørsturnering i hhv. A- og C-rækken, samt et hold i futsal. På damesiden har klubben et futsalhold med i U18-Piger.

Annonceret indhold

Nyeste