Billede beskrivelse

Årgangsbilerne blev luftet til veterantræf

26. juli 2022 kl. 15.30

Under Hellerupugen i uge 29 kunne der i Skagen ses mange biler i en prisklasse, som de færreste har råd til at have holdende i carporten på villavejen.

I Sæby kunne der onsdag i uge 29 på Hedebo Strand Camping ses op imod 200 interessante gamle biler i varierende størrelser.

Fælles for bilejerne er, at de har brugt ufattelig mængder knofedt for at få deres køretøjer i en stand, som de stolte kunne vise frem.

Billede beskrivelse

Campingpladsens gæster og mange fra nær og fjern fik en stor oplevelse, da de fik lejlighed til at se og beundre et bredt udsnit af de biler, der kørte på de danske veje fra 30’erne og frem til 80’erne.

Der blev både hentet inspiration og udvekslet erfaringer med andre med samme interesse for gamle biler, mens der blev hygget igennem, og aftenkaffen blev nydt til udsigten udover Kattegats blikstille vand.

Billede beskrivelse

Børges Anglia

En af deltagerne var Børge Jensen fra Brønderslev, som er den glade ejer af en Ford Anglia 101E fra 1956. Børge var kun 21 år, da tømrer Hans Oluf Andersen fra Hirtshals erhvervede sig den dengang populære model.

Børge kender modellen ud og ind, idet han i 60’erne har haft to af slagsen, som han selv reparerede og vedligeholdte.

Billede beskrivelse

Børge Jensen er den tredje ejer af Ford Anglia-en og har ikke kun sikret sig en original veteranbil med samme nummerplade, som den er født med. Han har også alle originalpapirerne fra købsaftalen, der lyder på 15.650 kroner.

Efter bilen nu står som ny med 100.000 i logbogen, kører han og hustruen Inger mange skønne ture rundt i Vendsyssel.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste