Årets idrætspriser til sportsfolk og trænere
Idrætssamvirket i Frederikshavn Kommune har indledt et samarbejde med Sparekassen Danmark om hæder til de unge atleter og trænere. For første gang har man nu uddelt præmier til årets talenter individuelt piger og drenge og hold samt trænere og ledere.
Omkring 225 unge mennesker sammen med trænere, ledere og forældre fra foreningslivet var mødt op for at overvære uddelingen af årets hædersbeviser. Det havde været en svær opgave for dommerkomiteen at vælge mellem de næsten 40 indstillinger til priserne, men man kom i mål, og publikums reaktioner ved navnepræsentationen, tydede på, at man havde ramt godt ind i foreningslivets DNA.
Vinderne blev som følger:
Årets individuelle pige/kvinde; Ida Vistesen, Sports rideklubben Lerbæk. Årets individuelle dreng/herre: Christopher Juel Christensen, MTB Frederikshavn. Årets ungetræner pige/kvinde: Ida P. Bendixen, Gærum I.F Årets ungetræner dreng/herre: Hjalte Dahm Bak, Sæby Floorball klub. Årets holdpræstation: Dameligaen, Frederikshavn Blackhawks. Sparekassen Danmarks egen pris: Team Juniorer, GF 76, Skagen.
- Aftenens clou var præmieringen af årets individuelle herre/unge, Christopher Juel Christensen. Indstilleren sad til reception andetsteds og titelvinderen var på sporet, som man siger. Men vi fik fat i ham, så på sin cykel ankom han hundekold til salen og fik sin fortjente præmie på de 5000 kr. og den kæmpe hæder fra publikum, som var mødt talstærkt op, fortæller Idrætssamvirkets formand, Hasse Christensen og tilføjer:
- Vi kom på landkortet med vores arrangement, og vi glæder os allerede til om et år, når det igen er tid til overrækkelsen af hædersbeviser sammen med Sparekassen Danmark, et samarbejde vi er stolte over.