40 års jubilæum i genbrugsbutik

Genbrugsbutik i Frederikshavn er Danmissions ældste

04. oktober 2017 kl. 12.00

Danmissions ældste genbrugsbutik og én af landets ældste overhovedet af slagsen rundede tirsdag i fin stil de første 40 år, og det blev markeret med kage og kaffe på kanden til de mange fremmødte kunder og gratulanter, der endda kunne handle ekstra billigt ind af genbrug med 40 procent i rabat.

Den nu 86-årige Iver Brogaard tog initiativet og investerede sin månedsløn som kordegn i 1977, så han kunne åbne den første genbrugsbutik, og siden har fællesskab og hårdt arbejde sammen med en stribe frivillige hjælpere betydet, at genbrugsbutikken gennem 40 år har været i stand til at give butikkens overskud til Danmissions arbejde med fattigdomsbekæmpelse, dialog og kirkeudvikling i 12 lande i Asien, Afrika, Mellemøsten og i Danmark.

Selv dukkede Iver Brogaard op sidst på eftermiddagen, og Tordenskioldsgardens tambourkorps rundede den festlige dag foran genbrugsbutikken.

Tirsdag aften var der fest med knap 40 deltagere, hvoraf mange fortsat er hjælpere i butikken.

Medhjælper i 26 år

Med sine 26 år som medhjælper kan 78-årige Birgit Elise Jensen fortælle om mange dejlige oplevelser i Danmissions ældste genbrugsbutik.

- Jeg er med i det hele i genbrugsbutikken lige fra salg til rengøring og opvask i køkkenet, og det hygger jeg mig med mindst én gang om ugen.

Det var Iver Brogaard, der fik hende med i Danmission.

- Da var butikken i et tidligere mejeri, og her havde vi også et lysstøberi, hvor jeg arbejdede.

- Gennem alle årene har det glædet mig at kunne hjælpe mennesker i nød, og forhåbentlig kan jeg være med i Danmissions genbrugsbutik her i Frederikshavn de næste mange år.

- Ja, jeg er også gerne med til 50 års jubilæet, smiler 78-årige Birgit.

Danmission Genbrug har i alt 83 butikker fordelt over hele landet, og i Frederikshavn er der to af slagsen. Overskuddet går ubeskåret til Danmissions arbejde med fattigdomsbekæmpelse, dialog og kirkeudvikling.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste