374 millioner til renoveringer
Frederikshavnske lejere får millionbeløbet frigjort fra Landsbyggefonden
KOMMUNEN: Lejerne i 8.474 almene lejligheder og rækkehuse i Nordjylland kan se frem til, at deres bolig bliver renoveret inden for få år.
Det viser en opgørelse, som Dansk Byggeri har lavet på baggrund af tal fra Landsbyggefonden.
Bag denne udvikling står den politiske boligaftale, som netop er vedtaget, og som betyder, at Landsbyggefonden nu kan sætte planlagte renoveringsprojekter for over 18 mia. kr. i gang med det samme.
Pengene har lejerne i de almene boliger selv sparet op.
Frederikshavn Kommune har i forvejen nydt godt af boligrenoveringsprojekter med støtte fra landsbyggefonden - ikke mindst Hånbækbebyggelsen i Frederikshavn fulgt af Engparken og senest Bakkegården og nu tilføres yderligere 374 millioner kroner til opgaver i hele kommunen.
Ikke uventet er det Aalborg, der løber med broderparten i en aftale, der betyder at næsten 4.000 almene lejligheder og rækkehuse skal renoveres for 1,2 mia. kr.
Det glæder formand i Dansk Byggeri Nordjylland Henrik Holm.
- Alle beboerne får bedre boliger, og der bliver skabt lokale arbejdspladser og lærepladser samtidig med, at langt størstedelen af renoveringerne er grønne og dermed også gode for klimaet. Jo hurtigere der bliver trykket på startknappen og opgaverne kommer ud til virksomhederne, jo hurtigere kan vi få gang i hjulene og beskæftigelsen lokalt i Nordjylland, siger Henrik Holm.
Også i Hjørring får de almene boliger et markant løft.
Her kan beboerne i mere end 2.000 almene boliger se frem til at få renoveret for i alt 458 millioner kroner.