30 unge var ude i "Farligt Farvand"

Feltøvelse gav udbytte til både kommende sergenter og særligt udvalgte unge mellem 15 og 18 år

19. september 2017 kl. 11.00

Omkring 50 stolte forældre var fredag formiddag mødt op på stillepladsen for Center for Sergent- og Mari tim Uddannelse, da 30 unge fra kommunens skoler i 8.- 10. klasse i alderen 15-18 år kom marcherende i tre rækker ovenpå fire dage med udfordringer til lands, til vands og i luften i projektet "Farligt Farvand", som er et samarbejde mellem Center for Sergent og Maritim Uddannelse og SSP Frederikshavn.

Projektet blev indledt i 2013, og det blev gennemført for fjerde gang i dagene 12.- 15. september.

"Farligt Farvand" var en fire dages feltøvelse, hvor 30 særligt udvalgte unge mellem 15 og 18 år fra Frederikshavn Kommune deltog, og de var ledet af sergentelever. Herudover deltog personale fra sergentskolen og SSP som henholdsvis facilitatorer og ansvarlige for de unge deltagere.

- Projektet gennemføres med to sidestillede formål: Dels er formålet at sergenteleverne får mulighed for at overføre ledelsesteori til praksis i så virkeligsnært scenarie som muligt, og dels er formålet at give udsatte unge en oplevelse med vægten lagt på livsglæde, lærdom og selvudviklende fysiske opgaver og samarbejdsøvelser, fortæller Vibeke Lund, der er SSP-koordinator.

SSP Frederikshavn var som overordnet projektansvarlig, ansvarlig for udvælgelse af unge til projektet, kontakten til forældre/pårørende samt indhentelse af tilladelser og underskrifter. Endvidere var SSP som ressourcepersoner ansvarlige for elevernes psykiske tilstand, og under øvelsen opretholdt de en tæt kontakt til de unge, så overbelastninger og stress kunne undgås.

Flere kriterier

De unge var rekrutteret ud fra kriterier om, hvilke unge der kunne profitere af en øvelse af denne art, hvilke unge der kunne sammensættes med forventeligt positivt udfald, samt hvilke unge der havde en motivation for at deltage. Det drejede sig om en bred sammensat gruppe med differentierede udfordringer og behov.

Sergentskolen stod for planlægning og afvikling af selve forløbet og bidrog med personel og materiel, ligesom de sikrede, at alle sikkerhedsforskrifter og procedurer var overholdt. Niveauet, belastningen og individuelle faremomenter var tilrettelagt med behørigt hensyn til deltagenes formåen og med ét overordnet succeskriterium, nemlig at alle skulle gennemføre øvelsen.

Øvelsen i praksis

"Farligt Farvand" er ikke på den måde en overlevelsestur, men der blev stillet krav til fysik. Derudover blev der også lagt vægt på livsglæde, lærdom, samarbejde - og hvor de unge skulle mærke egne grænser og forsøge at bryde dem en anelse. De unge oplevede en afslappet tone efter princippet venlig men bestemt.

- Alle turens deltagere mødtes tirsdag morgen, hvor de blev iklædt kampuniformer, rygsække samt diverse udrustningsgenstande og feltrationer. Der blev overnattet i naturen, gennemført forskellige samarbejdsøvelser, selvtillidsprøver, og de unge blev udfordret inden for teamwork, egen adfærd, gensidig respekt og forståelse samt personlig udvikling. Det eneste de unge mennesker vidste om turen var, at der ville være udfordringer/øvelser til lands, til vands og i luften, siger Vibeke Lund.

- Alle de 30 unge deltagere har overskredet nogle personlige grænser, og de har udvist sammenhold, styrke og mod, understreger SSP-koordinatoren.

Samme konklusion kom også borgmester Birgit Hansen til i sin tale til de unge, inden hun overrakte velfortjente diplomer.

- I har haft fire hårde og spændende dage, der også var lidt farlige, og jeg er ikke sikker på, at jeg turde kaste mig ud i det, I nu har været igennem, lød det fra borgmesteren.

Trætte og stolte

De unge deltagere var både trætte og stolte.

- Det har været grænseoverskridende og rigtig fedt men også hårdere, end jeg havde forventet, siger Sofie Holm Pedersen, 16 år og i 10. klasse.

- Jeg har fået større respekt for andre, og jeg har lært at samarbejde, ligesom det var dejligt at lære nye mennesker at kende.

- Måske har jeg også fået interesse for militæret og en mulig fremtid der, siger Sofie.

Nicholaj Pedersen, 16 år og i 9. klasse, har været glad for at arbejde sammen med andre, hvilket han har fået meget ud af.

- Det var fysisk hårdt, og jeg er træt lige nu, men turen har helt sikkert givet mig mere selvtillid og tro på egne evner, siger Nicholaj, der fortsat har en drøm om at blive mekaniker.

Og at de 30 unge mennesker har fået mere mod på at forfølge deres drømme, er der ingen tvivl om efter fire dage i "Farligt Farvand".

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste