Jeppe Malinsky Borup fra Musikskolen leder morgensamlingen for de 28 kunstinteresserede elever. Foto: Hans Sejlund
Livet her

28 unge bruger en uge af ferien på film, musik og billedkunst

01. juli 2022 kl. 13:00

KulturCampen er arrangeret af FilmMaskinen, Musikskolen, Maskinhallen, Ungdomsskolen og Biblioteket. Det er første gang, kommunens kulturaktører går sammen om at skabe et bredt kulturtilbud til de unge, og arrangørerne glæder sig over, at så mange har taget imod tilbuddet.

På Campen vælger de unge sig ind på et af holdene: Film, musik, klimamad, mode eller billedkunst. I denne omgang blev det muligt at oprette tre af holdene, nemlig Film, musik og billedkunst. Forhåbentlig bliver der flere valgmuligheder næste år, for det er planen at op til 90 unge kan deltage.

Det meste af tiden arbejder eleverne på deres respektive hold, men man starter hver dag med en fælles morgensamling, lige som alle spiser frokost sammen. På den måde får alle indblik i, hvad de andre laver, og der er også samarbejde mellem holdene, hvor musikholdet fx laver musik til filmholdets produktioner.

Når ugen er omme, præsenteres alle de kreative værker ved et fælles event. Arrangørerne håber, at KulturCampen vil blive en årligt tilbagevendende aktivitet i uge 26.

Nyeste