Billede beskrivelse

26 prikket i Nordjyske Bank

Bankens afdeling i Frederikshavn har sagt farvel til 19 medarbejdere

29. august 2018 kl. 18.13

FREDERIKSHAVN: 19 medarbejdere i Nordjyske Banks afdeling i Frederikshavn er blandt de 54, der har fået besked på, at der ikke længere er job til dem i den fremtidige fusionsbank.

I forbindelse med sommerens fusion med Ringkjøbing Landbobank blev der lagt op til, at der skulle fjernes et sted mellem 60 og 65 stillinger i Nordjyske Bank.

Det var stillinger i den nordjyske banks stabsfunktioner i Nørresundby og Frederikshavn - de kundevendte stillinger skulle der ikke røres ved.

Senere har man regnet sig frem til, at der skulle lukkes 54 stillinger i Nordjyske Bank. Et tal, der tirsdag var faldet til 26 afskedigelser, fordi der siden sommer er 28 medarbejdere, der har fået nyt job, eller er blevet omplaceret til andre stillinger i banken.

- Det har været en rigtig træls dag, fortæller Claus Andersen, der er direktør i Nordjyske Bank.

- For det er dygtige medarbejdere, som blot har været så uheldige at være placeret på den forkerte stol, med den forkerte opgave på det forkerte tidspunkt, fortsætter han.

- Der findes ikke en god måde at gøre det her på. Men vores HR-funktion har gjort et stort stykke arbejde på at forberede det her, så det kunne gøres så smertefrit som muligt.

Nogle medarbejdere stopper øjeblikkeligt, mens andre medarbejdere er blevet tilbudt, at de kan fortsætte et stykke tid endnu, indtil fusionen er endeligt på plads. Som tak for ulejligheden får de en ekstra bonus.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste