25.707 kroner til Knæk Cancer

27. oktober 2020 kl. 06.01

SÆBY: 135 Glade løbere deltog henover morgen- formiddags- og middagstimerne og bidrog til festlighederne, da Sæby lørdag satte skub i Knæk Cancerløbet med første start allerede klokken ni.

Starten gik fra Torvet, Byparken og fra Sparekassen Vendsyssel, som også var løbets hovedsponsor.

Ligeledes var der opsat målportaler, af byens tre pengeinstitutter, Sparekassen Vendsyssel, Nordjyske Bank og Spar Nord Bank, hvilket var med til at fuldende løbet.

Hele 25.707,10 kroner blev det flotte beløb, som arrangøren af løbet, Dan Højgaard Kristensen med stolthed, glæde og stor tilfredshed kunne give videre til aftenens store Knæk Cancershow.

- Resultatet skyldes ikke mindst de handelsdrivende i Sæby og opland, som bidrog med flotte gaver til amerikanske lotteri, forplejning til depoterne, enorme mængder håndsprit, tape, plastkrus, vanddunke, ligesom løbende donationer også talte godt med i det endelige resultatet, fortæller Dan Højgaard Kristensen.

I 2018 blev Dan Højgaard Kristensen selv ramt af modermærkekræft og blev efter et tre måneders langt kræftforløb helbredt. Derfor var Knæk Cancer løbet i Sæby Dans måde, at sige tak for hjælpen på. Ved at give tilbage til det, han selv fik, da han havde aller mest brug for det.

Markeringen af at være erklæret rask blev foretaget midt på den 2.727 meter lange bro, Golden Gate Bridge i San Francisco, USA, hvor løber med startnummer 2850, Dan Højgaard Kristensen, med armene i vejret rent mentalt kunne konstatere kræftsygdommen besejret.

Og her blev tankerne til et Knæk Cancer løb også født.

- I 2018 fik jeg en gave i form af en kræftpakke. En kæmpe pakke som jeg åbnede og tog imod. Og heldigvis, for det er nok en af de bedste pakker, som jeg nogensinde havde fået.

- Den gav mig muligheden for at fortsætte mit liv og større gaver findes vel egentlig ikke, smiler en glad Dan Højgaard Kristensen og slutter med takken og opfordringen.

- Derfor vil jeg gerne sige en kæmpe tak til min familie, alle, som deltog, støttede op og bidrog. Og så håber jeg, at en ny og sund tradition i fællesskabets ånd er skabt og at vi næste år kan blive et ubegrænset antal løbere, uden COVID19s begrænsninger til Knæk Cancer løbet i Sæby 2021.

Og går det som det plejer i forhold til Knæk Cancer, så kan man allerede nu sætte kryds i kalenderen.

For lørdag 30. oktober 2021 gentager Dan Højgaard Kristensen successen og håber på endnu flere indsamlede kroner til Kræftens Bekæmpelse.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste