100 år i filmens tjeneste
Palads teatret i Frederikshavn markerer 100 års jubilæum 3. januar
Hvis man synes, den altid har været der, så er der noget om snakken. Næsten, i hvert fald.
Biografen Palads Teatret i Frederikshavn har været et stort omdrejningspunkt for byen i mange år, og i januar er det faktisk 100 år siden, at dørene første gang blev slået op til en verden med levende billeder.
Og Palads Teatret lever i bedste velgående.
Man skulle måske tro, at diverse streamingtjenester på nettet og ulovligt download i alvorlig grad har møvet sig ind på biografernes domæne, men det er slet ikke tilfældet, siger Chris Søgaard Pedersen, der sammen med sin kone Sofia Rafn har det daglige ansvar i Palads Teatret.
- Nej, det er faktisk ikke et problem for os, at folk streamer og ser film på nettet. Faktisk tværtimod.
- Jo flere film folk ser, des flere får en lyst til at komme hos os og se dem i den rigtigt gode kvalitet, som vi kan levere. Så jeg er slet ikke bange for udviklingen.
Både Chris Søgaard og hans hustru Sofia er passionerede filmelskere, og de ved godt, at det er nødvendigt at følge med udviklingen, hvis man skal kunne beholde sit publikum. Heller ikke Sofia er bekymret for konkurrencen fra nettet.
- Der er faktisk lavet undersøgelser, der viser, at jo flere film folk ser, jo mere går de i biografen. Men vi forsøger jo hele tiden at have fingeren på pulsen og holde øje med, hvad det næste vi skal gøre er, så folk får lyst til at tage ned til os i stedet for at blive derhjemme, siger Sofia Rafn.
Det er ikke forkert at påstå, at Chris Søgaard Pedersen er født ind i branchen.
Hans forældre - Hanne og Kermit Pedersen - drev i mange år Palads Teatret i Frederikshavn, inden de i 2015 valgte at smide tøjlerne og lade en ny generation få lov til at boltre sig.
Og det er et ansvarsfuldt hverv, mener Chris Søgaard Pedersen, for en biograf er ikke bare en biograf.
Han betragter Palads Teatret i Frederikshavn som en meget vigtig kulturinstitution i byen, der kan være et vindue til den store verden.
- Tænk på, at vi har åbent stort set hver dag, og vi får alle i tale. Unge som gamle. Derfor skal vi forsøge at vise, hvad der rører sig rundt omkring. Vi skal formidle kultur og store oplevelser, og det er vigtigt, synes jeg, at tør satse ikke kun på mainstream-filmene, men også de mere smalle. Jeg vidste for eksempel godt, at filmen "The Square", der vandt palmerne i Cannes og har danske Claes Bang i en hovedrolle, ikke ville blive en storsælger. Men vi tog den med alligevel til Frederikshavn, siger Chris Søgaard Pedersen.
I januar fylder Palads Teatret så 100 år.
Den allerførste Palads Biograf åbnede i sin tid på Gammel Torv i Frederikshavn, og her var man i de første 25 år.
Billetprisen for den allerførste forestilling var 60 øre.
Under anden verdenskrig skiftedes lokalerne på Gammel Torv ud med nye og mere tidssvarende lokaler i Danmarksgade, og her har biografen så befundet sig de seneste 75 år.
Og jubilæet skal fejres med manér, siger Chris Søgaard Pedersen.
- Vi gør faktisk det, at vi onsdag 3. januar viser præcis den samme film, som indviede disse lokaler i 1942. Det drejer sig om filmen "Søren Søndervold", der har velkendte navne som Ebbe Rode, Ib Schønberg og Bodil Kjer på rollelisten. Desuden viser vi filmen "Frost", som er en animationsfilm baseret på H.C. Andersens eventyr om "Snedronningen". Og alle kunder og forretningsforbindelser er meget velkomne til at være med til at markere dagen.
Tekst og foto: Jesper Larsen