Livet her

10-årig dreng bortført fra have: Politiet ekstra til stede og søger vidner

En ukendt mand bortførte søndag kortvarigt en dreng, der legede i sin have i Frederikshavn

08. februar 2021 kl. 11:03

FREDERIKSHAVN: Nordjyllands Politi efterforsker intenst i en sag, hvor en 10-årig i søndag eftermiddag, kortvarigt blev bortført af en ukendt mand fra sit hjem på Pallesvej i Frederikshavn.

Det lykkedes drengen at slippe fri og han vendte kort tid efter uskadt hjem.

- Men det har været en voldsom oplevelse for drengen. Vi tager den her sag meget alvorligt, og det er selvfølgelig noget, der skaber utryghed i området, siger vicepolitiinspektør Frank Olsen.

- Derfor er vi i øjeblikket ved at foretage afhøringer i området, sporsikring og tekniske undersøgelser for at belyse forløbet.

Politiet vil være synligt til stede i området i løbet af mandagen, og man er særligt interesseret i at høre fra vidner til episoden.

Indtil videre har politiet nemlig ikke fået henvendelser fra folk, der har set noget. Ifølge Frank Olsen har faren, som lavede et opslag på Facebook, hvor han søgte vidner, heller ikke fået nogen henvendelser.

- Vi kommer til at være synligt til stede deroppe hele dagen, og har man oplysninger i sagen, så kan man som borger i området rette henvendelser til vores betjente på gaden eller ringe til os på 114, siger Frank Olsen.

Den 10-årig dreng har givet politiet har et signalement af manden, der bortførte drengen fra haven.

Han beskrives som:

15-20 år, ca. 175 cm høj, mørk i huden, brune øjne, sort jakke, blå cowboybukser, mundbind og talte dårligt, men forståeligt dansk.

Søger vidner

Den kortvarige bortførelse fandt sted søndag omkring klokken 15.45. Politiets undersøgelser har vist, at drengen af den ukendte mand blev løftet ud af haven – altså mens det stadig være lyst – hvorefter den ukendte mand bar drengen op til den nærliggende Søndergade.

Der satte manden drengen ned, men holdt fast i hans hætte, mens de gik over Søndergade, vest ad Smedevej, syd ad Solsikkevej, over Gærumvej og syd ad Solsikkevej, hvor den munder ud Møllehus Alle.

En strækning på cirka 800 meter. Her mødte de to andre mænd, og her slap manden sit tag i drengens hætte – som så kunne løbe uskadt hjem.

Ifølge politiets oplysninger var de to mænd, han mødtes med, lidt ældre ud og var lyse i huden.

- Dem vil vi meget gerne høre fra, da deres forklaring kan være vigtig for at belyse sagen, siger Frank Olsen.

Vicepolitiinspektøren henleder også opmærksomheden på den rute som drengen og manden tog.

- Det skete, mens det stadig var lyst, så der kan være nogen, der har set episoden, siger Frank Olsen.

Alle med oplysninger i sagen kan ringe til politiet på telefon 114.

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu