Krydstogtskibene sætter ny rekord i Skagen
SKAGEN: 2026 bliver et rekordår for krydstogtskibe, der anløber Skagen Havn. Til den kommende sæson er der anmeldt hele 105 krydstogtskibe med potentielt 243.000 gæster, hvis alle skibene sejler med fuld kapacitet.
- Vi forventer flere krydstogtskibe, end vi nogensinde har haft før, fastslår direktør for Skagen Havn, Willy B. Hansen.
I den forgangne sæson havde Skagen besøg af i alt 82 krydstogtskibe. Hvis ikke vejret og storpolitik driller, runder antallet i år den magiske grænse på 100 skibe.
- Vi har typisk en håndfuld aflysninger hvert år, og det kan være på grund af vejret her i området, eller fordi vejret har drillet andre steder på ruten. På den anden side, så kommer der også altid nogle ekstra skibe, fordi de har været nødt til at gå forbi havnene på vestkysten i Norge, forklarer Willy B. Hansen.
De mere end 100 anløb cementerer Skagen Havn som Danmarks klart næststørste destination for krydstogtskibe, kun overgået af København. Aarhus Havn har tidligere meldt ud, at 2026 byder på 73 anløb til den østjyske hovedstad.
Et af de tilbagevendende spørgsmål om krydstogtskibene har været, hvor mange penge passagererne bruger, når de er i land.
Den seneste undersøgelse er dateret helt tilbage til 2018, men Skagen Havn er til årets sæson klar med nye tal og udregninger for, hvad krydstogtturismen kaster af sig i Skagen - og i resten af Nordjylland.
- Vi kan se, at krydstogtturismen har en virkelig bred værdikæde, der rækker ud til hele Nordjylland, og de mange attraktioner, der er i vores dele af Danmark, og vi kan også se, at betydningen helt naturligt er størst i Skagen, siger Willy B. Hansen.
I 2018 lød regnestykket således: 40.000 gæster på et år, og et gennemsnitligt forbrug på 500 kroner pr. passager. I alt: 20 millioner kroner brugt på attraktioner, shopping og på at spise og drikke, mens turisterne var i land. For 2026 er regnestykket væsentligt anderledes.
Det gennemsnitlige forbrug er ganske vist dalet til 400 kroner pr passager, men til gengæld er antallet af krydstogtgæster vokset betydeligt, og hvis man lægger til grund, at det årlige besøg ender på 200.000 gæster fra krydstogtskibe, så giver det et forbrug på hele 80 millioner kroner. Det er en markant udvikling på relativt få år.
- Vi ved, at lidt under en tredjedel af det beløb går til arrangerede ture i Skagen eller ud af Skagen, så det gavner især busselskaber og attraktioner. To tredjedel af forbruget sker i lokalområdet i Skagen med shopping og restaurationsbesøg, fortæller Willy B. Hansen.
Regnestykket er alene for de krydstogtskibe, der anløber Skagen Havn. Der er altså ikke tale om et regnestykke, der baserer sig på passagernes forbrug på hele deres rejse med anløb i andre havne i hverken Danmark eller i udlandet.
Blandt de mere populære forhåndsarrangerede udflugter, når krydstogtskibene lægger til kaj er bl.a. besøg på Børglum Kloster, Frihedsmuseet i Frederikshavn og andre ture relateret til 2. verdenskrig, ture til Ørnereservatet i Bindslev, Nordsømuseet i Hirtshals, men også byvandringer i Sæby tiltaler storbybeboere på krydstogt. I selve Skagen er det særligt Grenen, Råbjerg Mile, Den Tilsandede Kirke og selvfølgelig Skagensmalernes aftryk, der hitter.
I 2025 tog 25 procent af alle gæsterne om bord på krydstogtskibene på forhåndsarrangerede ture, viser kortlægningen.
Nedgangen i turisternes gennemsnitlige forbrug siden målingen i 2018 er der ikke en entydig forklaring på. Havnedirektørens peger på, at demografien for de rejsende er ændret. Corona og krigen i Ukraine har bl.a. medført færre amerikanere og flere tyskere om bord på skibene.
- Amerikanerne brugte lidt flere penge i 2018. Tyskerne kender til gengæld Danmark som et trygt og sikkert land at rejse i. De er supergode til at gå ud på egne hånd, og det er et stort plus for en by som Skagen, der er så tæt på havnen, forklarer direktøren for Skagen Havn.
Udviklingen betyder, at krydstogtturismen spiller en stigende rolle for omsætning i både butikkerne og på restaurationerne i Skagen.
Samtidig øger det stigende antal gæster også presset på Skagen By og Skagen Havn, når skibene lægger til kaj. Det er et tema, der også fylder i debatten om krydstogtskibene. Det giver udfordringer både på selve havnen, og når der i perioder er ekstra mange andre gæster i Skagen.
- Med flere krydstogtgæster er det nødvendigt, at vi finder nye løsninger og tager højde for andre aktiviteter i Skagen. Selve havnen er et travlt område med meget erhvervstrafik, og den udfordres selvfølgelig, når der kommer flere gående i området, siger Willy B. Hansen.
Skagen Havn opretter derfor en ny holdeplads for shuttlebusser mellem Auktionsvej og Østre Strandvej. Herfra vil turisterne i den kommende sæson blive transporteret videre til enten Skagen By eller turistattraktioner i og udenfor Skagen.
Alle godkendelser er på plads, arbejdet er sat i gang og shuttlepladsen ventes klar til første skibsanløb midt i april.
- Det bliver en fordel for både de gående gæster og erhvervstrafikken på havnen, fastslår havnedirektøren.
Samtidig har Skagen Havn planlagt årets krydstogtskibe således, at der under Skagen Festival og i uge 29 kun er et enkelt dagligt anløb. Under Skagen Marathon i oktober er der slet ingen anløb.