Billede beskrivelse

Kajakklub afslutter sæsonen med succes

23. oktober 2024 kl. 07.50

FREDERIKSHAVN: Frederikshavn Kajakklub har haft en fremgangsrig sæson og formået at tiltrække 17 nye medlemmer i 2024 gennem et nyt introduktions- og træningsforløb. 

Det fortæller klubben. 

Forløbet startede med to åbent hus-arrangementer i april, hvor interesserede fik mulighed for at møde klubbens instruktører, se nærmere på kajakker og udstyr, prøve en kort tur på vandet og få en rundvisning. Herefter fulgte et træningsforløb, som indledtes med vandtilvænning i Østervrå Svømmehal og afsluttedes cirka to måneder senere med en frironingsprøve.

En af de nye medlemmer, Jytte Birk, viste stor entusiasme for kajaksporten og sikrede sig hurtigt begynderpokalen ved at ro hele 641 kilometer på blot fem måneder — en distance, som overgår mange erfarne roeres årlige præstationer.

Begynderpokalen blev uddelt under sæsonens standerstrygning den 5. oktober, hvor klubbens formand, Carsten Jensen, også fremhævede Laura Snebangs præstation med damepokalen. Han udtalte: 

- Det er jo også imponerende – der er mindst tre rekorder. Du er den yngste, du er den kvinde, der har opnået den højeste placering på Distancepokalen med en tredjeplads, og så er du den, der har roet længst af damerne.

Derudover blev Distancepokalen, som gives til det medlem, der har roet længst i løbet af sæsonen, for sjette gang vundet af Thue Nielsen med præcis 2024 km. Formanden tilføjede humoristisk, at gravøren måtte kontakte klubben igen for at bekræfte, at både tallet 2024 var sæsonens årstal og den roede distance.

Carsten Jensen modtog selv pokalen Årets badedyr som anerkendelse for to uheldige episoder i høj sø og stærk strøm. Første gang ved molen, hvor han ramte en sten og væltede, og anden gang ved Esbjerg, hvor han blev fanget i en stærk strøm og snurret rundt af et sømærke.

Klubben rummer mange typer kajakroere, inklusive kaproere som Morten Christiansen og Jørgen Lie, der deltager i konkurrencer med flotte resultater. Morten Christiansen har opnået en førsteplads i havneræs i Horsens, en tredjeplads i Paradisløbet (24 km), en fjerdeplads ved Danmarksmesterskabet i maraton og endnu en førsteplads i Vendelboløbet (21 km). Jørgen Lie vandt desuden en førsteplads i havneræs i Horsens på 10 km-distancen.

Dette var første gang, at Frederikshavn Kajakklub gennemførte introduktionen til nye medlemmer på denne måde, og klubben ser frem til at gentage succesen i 2025. 

Klubben optager nye medlemmer hele året og tilbyder i vintermånederne træning i Østervrå Svømmehal, adgang til svømning to gange ugentligt i Frederikshavn Svømmehal, ergometertræning og styrketræning i motionsrummet. 

Yderligere oplysninger om træningsforløb findes på klubbens hjemmeside.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste