Jesper er årets Guld Harald
FREDERIKSHAVN: Mandag den 8. juli kl. 18.00 skal årets Guld Harald igen kåres på forpladsen ved Arena Nord i forbindelse med åbningen af Cup No. 1.
Det er 6. gang kåringen findes sted efter afsløringen af den flotte statue af Harald Nielsen.
Årets Guld Harald 2024 er:
Jesper Grønkjær.
Jesper er født på Grønland i 1977 (46 år), men har spillet hele sin ungdomstid i Thisted FC.
I 1995 rykkede det store talent til AaB og spillede her frem til 1998, hvor han opnåede 86 førsteholdskampe. Derefter gik turen to år til AJAX, og i år 2000 blev han solgt til Chelsea, hvor han spillede i 4 år og fik 88 førsteholdskampe.
Derefter blev det til korte ophold i Birmingham, Atletico Madrid og Stuttgart, inden han i 2006 blev hentet hjem til FC København. I København havde han 5 gode år med hele 111 førsteholdskampe og fire mesterskaber med FC København.
Jesper Grønkjær har repræsenteret Danmark på alle landshold lige fra U/16, U/18, U/20 og U21, men ikke mindst opnåede han hele 80 landskampe på det danske herrelandshold i perioden 1999 – 2010.
- Vi er glade og stolte over, at Jesper Grønkjær vil modtage prisen som Årets Guld Harald, og han vil selvfølgelig være til stede ved overrækkelsen, skriver uddelerne.
Arrangementet styres denne gang af den ”gamle” frederikshavner dreng Jens Gaardbo, og prisen vil blive overrakt af Harald Nielsens enke – Rudi Nielsen og Anders Krøgh fra Spar Nord.