Jan rykker ud, hvis elektronikken driller
LENDUM: Vi bliver mere og mere afhængige af at vores elektronik virker, og det giver store daglige udfordringer hvis telefon eller computer driller.
Jan Magnusson er indehaver af firmaet Lokal elektronik-service, som han driver fra adressen i Lendum. Herfra tilbyder han at køre ud for at udbedre fejl. Det kan ofte være småproblemer som opdateringer af apps eller systemopdateringer, der giver problemerne, eller en langsom computer der måske kræver en grundig rensning af systemet.
Men også praktiske problemer som opsætning og konfiguration af telefoner kan Jan hjælpe med.
- Jeg synes det er synd for de ældre mennesker at det hele skal være så digitaliseret i dag. Jeg var ude hos en ældre herre i sidste uge, som havde fået en helt ny mobiltelefon i stedet for hans gamle, og han var helt forvirret. Så fik jeg forenklet systemet på telefonen, og gjort det hele mere overskueligt og så var han glad.
- Der er ofte en ubalance mellem omkostning på reparation og nyanskaffelse, og der vil jeg gerne give et bud på reparation frem for udskiftning. Det gælder ikke kun computere og telefoner. Jeg kan ofte afhjælpe problemer med de fleste typer af elektroniske apparater, som fx vaskemaskiner, opvaskemaskiner og tørretumblere og det er en mere bæredygtig løsning at reparere i stedet for at bortskaffe, fortæller Jan.
- Ofte kan jeg afhjælpe problemerne på stedet. De lidt billigere computere bliver ofte langsomme i løbet af et par år, og så vælger folk ofte at købe en ny computer. Der kan jeg i stedet hjælpe med at få computeren til at køre optimalt igen. Det er en billigere løsning for kunden, fortæller Jan Magnusson.
Kan problemerne ikke løses på stedet, hvor det fx er nødvendigt med større reparation, som installation af en ny harddisk eller overflytning af data til en ny harddisk, tager Jan computeren med hjem på værkstedet. Pris på reparationen er altid fast pris – og ikke på timeforbrug.
Jan Magnusson kan findes på lokal-elektronik-service.dk.