Billede beskrivelse

Her falder fjernvarmen kraftigt i pris

29. juni 2023 kl. 15.00

Når det igen går mod mørkere og koldere tider, så behøver skagboer med fjernvarme ikke at ligge søvnløse om natten over varmeregningen.

Bestyrelsen i Skagen Varmeværk har netop besluttet at sænke varmeprisens variable del fra 712,50 kr. til 450 kr. pr. MWh. Det er muligt som følge af faldende el- og gaspriser.

En beregning for et standardhus viser, at en fjernvarmekunde i Skagen vil spare næsten 5000 kr. på årsbasis på den konto. 

Da prisen reguleres pr. 1. juli, vil skagboerne få glæde af cirka halvdelen af besparelsen allerede i år.

 Varmeværkets bestyrelse tror på, at den ny varmepris vil kunne holde ind i 2024, men der er mange usikkerheder på energimarkedet. En streng vinter kan medføre højere energipriser.

I starten af august begynder varmeværket at grave forsyningsledninger ned i kvarteret omkring Nordmarksvænget. Det er et kvarter med 126 boliger, og de 77 af dem har allerede tilmeldt sig fjernvarmen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste