Billede beskrivelse

Her bliver mobilnetværket forbedret i kommunen

02. august 2023 kl. 11.01

Telenor har moderniseret fem mastepositioner i Frederikshavn Kommune og udstyret dem med den nyeste 5G-teknologi. 

Det er godt nyt for borgere og besøgende i og omkring Sæby, Skagen, Nordby, Ålbæk og Kilden, der kan glæde sig over endnu hurtigere internetforbindelse på mobilen, fortæller Telenor i en pressemeddelelse. 

Telenor er godt i gang med en omfattende opgradering af sit mobilnetværk, der er Danmarks største med 4.200 mastepositioner fordelt ud over hele landet. Senest er turen kommet til Frederikshavn Kommune, hvor fem mastepositioner er blevet udstyret med den lynhurtige 5G-teknologi.

De nye opgraderinger er beliggende på Flade Kirkevej i Kilden, Mikkel Nielsens Vej i Sæby, Kirkevej i Skagen, Hirtshalsvej nord for Ålbæk og Butterstien i Nordby.

- I Telenor er vi allerede rigtig langt med at fremtidssikre mobilnetværket. Det er nødvendigt, når vi ser på danskernes dataforbrug, der hvert år stiger med ca. 30 procent. Det stigende behov for data er et resultat af, at der hele tiden udkommer nye apps og tjenester, og at nye og mere avancerede mobiler gør det supernemt at streame og game online. Alt dette kræver nemlig data – rigtig meget data. Derfor er også vigtigt, at Telenor opgraderer mobilnetværket for at være på forkant med forbrugernes behov i mange år frem, udtaler Jesper Mølbak, som er netværksekspert i Telenor.

Det væsentligste element i Telenors netværksmodernisering er udrulningen af 5G-teknologien. Som den nyeste generation af mobilnetværket er 5G med til at fremtidssikre danskernes forbindelse til internettet, idet det er muligt at sende større mængder data meget hurtigere end tidligere. Sideløbende opsætter selskabet nyt antenneudstyr til den eksisterende 4G-teknologi, som fortsat benyttes af mange danskere.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste