Gummibåd fik motorstop - far og to børn reddet i land
Fralandsvind og en svigtende motor førte til, at tre personer kom i havsnød
SÆBY: En far og hans to børn var lørdag hen under aften kommet i vanskeligheder i deres gummibåd på havet mellem Sæby og Frederikshavn. Det førte til, at Sæby Redningsstation måtte ud med redningsbåden FRB11 og hente de nødstedte i land.
- Vi blev alarmeret via JRCC (Joint Rescue Coordnation Center; Red.) kort før klokken 18 lørdag aften. Gummibåden med en voksen og to børn havde fået motorstop og drev udad, da der blæste en frisk vestenvind, fortæller stationsleder på Sæby Redningsstation Birger Isaksen.
Redningsbåden fra Sæby var fremme efter blot 10 minutters sejlads på et sted en kilometers penge fra stranden midt mellem Sæby og Frederikshavn.
- De var lidt rystede, men vi fik dem pakket ind ind i varme tæpper, og så fik børnene en redningsbamse hver. Det giver altid en vis ro hos børnene, når de får sådan en, lyder det fra stationslederen.
Derefter blev de tre kørt til stedet, hvor deres bil var efterladt, og familien kunne vende hjem en farefuld oplevelse rigere.