Guide til sommeryoga i Skagen
Lange seje stræk, solhilsen og ned i hunden og ud i et universalstræk. Der er rige muligheder for at dyrke yoga, når du er på ferie i Skagen. Og der er flere forskellige tilbud at vælge imellem.
Så vil du have gang i energierne, er der mange muligheder for det henover sommeren.
Hatha og vinyasa i Anchers Have
- Det er jo nogle helt særlig omgivelser, vi er i her i den historiske have, siger Mette Mai Diget, som guider både fastboende og sommergæster i græsset ved Michael og Anna Anchers Hus. Mette Mai har undervist i yoga og mindfulness i mange år og er blandt andet også tilknyttet et underviserteam, der laver yogaundervisning på Kreta hver sommer. Det er fjerde år, at hun underviser i Anchers Have.
Her er udgangspunktet Hatha-yoga tilsat lidt flow med vinyasa yoga. For Mette Mai Diget passer den mere dynamiske yoga godt til morgenstunden og også til en varieret deltagergruppe.
- Hatha er lidt mere dynamisk og vækker kroppen godt, og så er det min erfaring, at den form for yoga også passer godt til mænd, som vi også ser nogle af til yoga her i haven. Man kan faktisk kalde det for yang-yoga - i modsætning til de lange stræk i yinyogaen, siger Mette Mai Diget.
Yoga i Anchers Have ved Mette Mai Diget foregår tirsdage og torsdage fra uge 27 og til og med uge 32. Det begynder klokken 8.30 og koster 50 kroner.
Yin-yoga og hatha på stranden ved Vippefyret
Man kan også vælge at få sand og vand mellem tæerne, mens man strækker sig i yogastillingerne, så skal yogamåtten bare under armen og ned til Vippefyret ved Skagen Sønderstrand, hvor både Skagenyoga og Beach-Yoga Vendsyssel holder til.
- Alle kan være med. Om du aldrig har prøvet det før, og om du er 14 eller 94. Vi skal hverken stå på hovedet eller hænder eller slå krøller på os selv, fortæller Lise Bach fra Skagenyoga, som har yogasessions på stranden, så længe vejret er til det. Og i hvert fald skolernes sommerferie ud. Der aflyses kun i regnvejr.
- Yin-yoga er den mest meditative yogaform. Her får man helt ro på sit nervesystem med stræk, som vi holder mellem 3-5 minutter, siger Lise Bach, der oprindeligt er uddannet fysioterapeut og har bygget ovenpå med masser af kurser i yoga og meditation.
Gitte Andersen fra Beach Yoga Vendsyssel underviser i forskellige former for yoga.
- Vi har 75 minutter med allround yoga på stranden. Er det koldt fokuserer vi på hatha-yogaen, som sætter mere varme i kroppen, men ellers kombinerer vi det med yin-yoga. Og alle kan være med, selv børn, hvis de har lyst, siger Gitte Andersen.
Yin-yoga ved Lise Bach fra Skagen Yoga er hver onsdag og lørdag fra klokken 8.00 til 9.00 på stranden ved Vippefyret. I uge 29 er det dog lørdag og søndag. Det koster 60 kroner.
Følg eventuelt med på Skagenyoga på Facebook for at holde dig ajour med eventuelle ændringer.
Beach Yoga Vendsyssel holder også til ved Vippefyret og har yogatimer hver mandag og fredag fra klokken 9.00 til 10.15. Det koster 60 kroner. Dog er der ikke yoga mandag i uge 29.