Skagen vrimler med gode oplevelser for børn og voksne
I skønne Skagen står oplevelserne i kø, og når du står på den yderste spids af Jylland og det europæiske fastland og ser bølgerne fra to have brydes over Skagens Rev, så mærker du, at du er til.
Det er i den grad autenticitet, der er i vente for dig, som holder ferie i Skagen, og du kan roligt glæde dig til mindeværdige dage.
Grenen
Grenen er Danmarks nordligste punkt og et enestående naturfænomen. Det er på Grenen, Skagerak og Kattegat mødes. Oplev også Det Grå Fyr – et vigtigt spot for fugletræk.
Råbjerg Mile
Råbjerg Mile er Danmarks største vandreklit, og milen er en lille ørken på næsten en kvadratkilometer. Den rummer omkring fire millioner kubikmeter sand og bevæger sig ca. 15 meter i nordøstlig retning hvert år. Sandet på vestsiden bliver af vinden blæst op og lægger sig på østsiden - læsiden. På den måde vandrer Råbjerg Mile et lille stykke hver dag fra Skagerak mod Kattegat.
Den tilsandede kirke
I klitterne vest for Skagen by står tårnet af den gamle sognekirke, Sct. Laurentii Kirke. I flere hundrede år samlede middelalderkirken menigheden, men sandflugten satte ind, så man i 1795 ikke længere kunne gennemføre gudstjenester. Kirken, der i dag kaldes Den tilsandede kirke, menes opført i sidste halvdel af 1300-tallet.
Skagen Havn
Skagen Havn, fiskeriet og arbejdet på havnen har i mere end et århundrede været en livsnerve for mange skagboer, og havnen er knudepunkt mellem Kattegat, Skagerrak og Nordsøen. En stor del af den fangst, der landes, forarbejdes på kajen og transporteres videre ud i Europa.
Anchers Hus
På Markvej i Skagen ligger en oase fra en svunden tid, og Anchers Hus er som en del af Skagens Kunstmuseer et statsanerkendt museum og har været hjem for et af de mest kendte par i dansk kunst, Michael og Anna Ancher og deres datter Helga. Huset står bevaret, som da Anna Ancher døde i 1935.
Drachmanns Hus
På Hans Baghs Vej i Skagen ligger den smukke villa Pax. Det er det hus, Holger Drachmann boede i indtil sin død i 1908, og huset fremstår i dag stort set, som da den store forfatter, digter, journalist og marinemaler selv boede der. Stedet er i dag som en del af Skagens Kunstmuseer et statsanerkendt museum.