Benzinlugt fra kloakker: Her er årsagen

Det er en fejl ved en olieudskiller hos Skagen Beton, der er årsag til benzinlugten i Skagen

28. april 2023 kl. 06.13
Opdateret kl. 16.41

Opdateret kl. 11.23 med nyt om årsagen og beredskabets håndtering af sagen

SKAGEN: Nordjyllands Beredskab og Nordjyllands Politi har nu fået identificeret årsagen til, at der er sluppet benzin ud i kloaksystemet i Skagen.

Uheldet er sket på virksomheden Skagen Beton, der også arbejder med at rense olie ud af spildevand fra skibe. Her er der ved en fejl blevet pumpet spildevand med et stort indhold af benzin ud i kloakken i stedet for det rensede spildevand, der skal videre til det almindelige renseanlæg.

Det oplyser vicepolitiinspektør Henrik Skals fra Nordjyllands Politi.

Samtidig kan han og Nordjyllands Beredskab fortælle, at mængden af benzin i kloaksystemet falder, efter man er gået i gang med at pumpe benzinen ud af kloakkerne - hvilket kræver noget særligt materiel, fordi benzin er så brændbart og i dampform også ekstremt eksplosivt, som det er.

- Det kræver en slamsuger, der er EX-godkendt, med nogle særlige krav til tanken og overtryksventiler, så den ikke kan springe i luften, og det er sådan en slamsuger, der er i gang på stedet.

- Den er ved at være fyldt nu, og vi har også rekvireret flere, siger Per Vedsted, der er chefvagt ved Nordjyllands Beredskab.

Den enlige slamsugers kamp ved kilden, som er den olieudskiller, hvorfra benzinen er sluppet ud, har altså også betydet, at indholdet af benzin i de målinger, som beredskabet tager, er hastigt på vej ned, fortæller Per Vedsted.

Selv om den slags slamsugere ikke er en standardvare, så er de heller ikke så eksotiske, at de skal komme langvejs fra. Der er en del, der kan kaldes til stedet, idet mange virksomheder har behov for at få pumpet benzin og andre olieprodukter væk fra deres olieudskillere.

De skal nemlig tømmes en gang om året, siger Per Vedsted.

Politiets opfordring til borgerne i Skagen om ikke at bruge åben ild, hvis de har benzinlugt fra kloakken, står stadig ved magt, siger Henrik Skals. Og det bliver den ved med, indtil politi og beredskab er sikre på, at man har helt styr på situationen.

Opfordringen til at skylle kraftigt igennem, både med vand fra brusere, vandhaner og toiletter, hvis man har benzinluft i huset, gælder også stadig.

Henrik Skals understreger, at der ikke er nogen fare ved at opholde sig udendørs i Skagen.

De førte meldinger om gas- eller benzinlugt kom torsdag aften ved 21-tiden, og politi og beredskab har arbejdet på højtryk natten igennem for at finde kilden til forureningen.

Foruden politiet, brandvæsenet og HazMat-beredskabet deltager Beredskabsstyrelsen fra både Thisted og Herning i indsatsen.

Hazmat-beredskab

Beredskabsstyrelsens Hazmat-beredskab er et ekspertberedskab, som med kort varsel kan rykke ud over alt I landet og assistere under indsatser, hvor der er mistanke om tilstedeværelse af farlige kemiske stoffer.

Kilde: Beredskabsstyrelsen

Nordjyske har været i kontakt med Skagen Beton, men virksomheden ønsker fredag morgen ikke at udtale sig.

Indsats forbi

Klokken 10 fredag formiddag meddeler indsatsleder ved Nordjyllands Beredskab Jørgen W. Pedersen, at man har færdiggjort sin del af arbejdet. 

- Vi har fået indkredset og afhjulpet problemstillingen omkring det her benzin i kloakkerne, og vi er ved overdrage til Miljømyndigheden, siger han.  

Indsatslederen fortæller, at man er lykkedes med at inddæmme udslippet uden ulykker. 

- Der har ikke været noget antændt, og miljømæssigt har man kunnet håndtere det hele vejen i gennem. Der er ikke løbet noget ud i hverken hav eller havn. Man har kunnet håndtere det på spildevandsanlægget, og så har man opmagasineret en del kubikmeter, siger han. 

Jørgen W. Pedersen oplyser, at der fortsat kan forekomme benzinlugt de næste dage.

Også Nordjyllands Politi understreger, at der ikke er nogen yderligere fare for forurening, samt at drikkevandet i Skagen aldrig har været i fare for at blive ramt af forureningen.

- Borgerne i området kan føle sig helt trygge ved, at udslippet er håndteret, og alle tænkelige forbehold er blevet taget, siger vicepolitiinspektør Henrik Skals.

Se også
Advarsel: Kraftig lugt fra kloakker
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste