Stor festdag på Abildvej
SNOREKLIP: Onsdag eftermiddag blev Abildgård Børnehus og Børnehuset Abildvej i Frederikshavn officielt indviet
FREDERIKSHAVN: Det har været en kompleks opgave at få puslespillet til at gå op på Abildvej i Frederikshavn, hvor den næstsidste brik i et omfattende bygge- og renoveringsprojekt NU har fundet sin plads.
Det er lykkes at få plads til to nye daginstitutioner på matriklen ved Frydenstrand Skoleafdeling på Abildvej, og onsdag eftermiddag var der pyntet op til indvielsesfest.
Børn fra Abildgård Børnehus og Børnehuset Abildvej klippede den røde snor sammen med borgmester Birgit S. Hansen, og glæden var stor hos både børn og voksne:
- Det er en glæde at give børnene gode rammer, der fremmer deres trivsel og muligheder for at udvikle sig.
- Vi investerer i børnenes hverdag og fremtid i hele kommunen, og i dag indvier vi her i Frederikshavn to nye børnehuse, hvor der er rum til leg og læring, sagde borgmesteren.
Selv om børn og personale allerede flyttede ind i Abildgård Børnehus i marts 2021, og Børnehuset Abildvej blev taget i brug i november 2021, var lysten til at fejre indflytningen i de nye børnehuse stor.
- Både børn, forældre og personale har glædet sig til at fejre indflytningen med en fest.
- Byggeriet har trukket store veksler på deres tålmodighed og har til tider næsten krævet det umulige, men det er lykkes, og der skal lyde en kæmpe stor tak til medarbejdere, forældre og ledere.
- Vi forsøger på alle måder at indrette hverdagen i de nye omgivelser, sådan at det nære er i det store.
- Det gælder den fysiske indretning, og det gælder i høj grad den pædagogiske praksis.
- Børnene skal opleve en tryg hverdag med nærværende voksne, pointerede Gitte Højbjerre, der er dagtilbudschef.
Børnehuset Abildvej huser sammen med Børnehuset Golfparken, der blev indviet i 2021, børn fra de fire mindre, ældre daginstitutioner: Børnehaven Humlebien, Børnehaven Spiloppen, Børnehuset Spiren og Abildgård Børnehave.
Det nye Abildgård Børnehus er et specialtilbud, der huser børn fra den tidligere Abildgård Børnehave og Øster Dahl Børnehave.
Nogle af børnene har betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og behov for særlig hjælp og støtte.
Andre af børnene har brug for mere struktur og forudsigelighed i hverdagen, end de kan få i et alment tilbud.
Byggeriet, der har stået på siden 2019, har været opdelt i flere mindre faser.
Når byggeriet er fuldendt med en ny SFO senere på året, har der været indgreb i en stor del af matriklen med både renovering og tilbygning til det eksisterende.
Medarbejdere og brugere vil med de nye rammer komme til at opleve en større sammenhængskraft for såvel dagtilbud som skole med gode muligheder for at samarbejde og skabe en god og tryg overgang fra dagtilbud til skole.