Frederikshavn Kajakklub giver alle voksne chancen for at prøve at ro
Har du lyst til at prøve den skønne og fantastiske fornemmelse af at sidde på vandet og samtidig få rørt hele kroppen i et behageligt tempo? Så er der gode muligheder i Frederikshavn Kajakklub på Rønnerhavnen.
Det fortæller kajakklubben.
Her er klubbens erfarne instruktører klar til at tage interesserede med ud i en af klubbens havkajakker, når der er åbent hus i klubben den 18. og 25. april fra klokken 18.00 til 20.00.
Alle voksne er hjertelig velkomne til de to åbent hus-arrangementer. Her kan du prøve at ro havkajak, se klubbens faciliteter, høre om kajakklubbens arrangementer og melde dig til et træningsforløb.
Der bliver tale om et træningsforløb, hvor klubben stiller kajakker og sikkerhedsudstyr til rådighed. Det gælder også til de to åbent hus-aftener i april.
Du skal kun selv medbringe løbe- eller joggingtøj samt vindtæt jakke og sko uden snørebånd.
Træningsforløbet, der starter den 27. april, sørger for, at du sikkert og forsvarligt lærer at ro havkajak. For at deltage skal du melde dig ind i Frederikshavn Kajakklub efter første rotur.
I løbet af sæsonen arrangeres kajakture af forskellig længde f.eks. til Mariagerfjord, den svenske skærgård og Hirsholmene.