Fred i verden - så ta´ til Hånbækskolen
Der bor mennesker fra mange forskellige lande i Frederikshavn Kommune og dem kan du møde
Kulturdagen Hele Verden i Frederikshavn Kommune har ”Fred i verden” som tema for årets arrangement. Det holdes lørdag den 1. oktober på Hånbækskolen.
Det er 7. gang, Integrationsrådet inviterer til gratis mad, hygge, samtale, sang, dans, og musik fra alverdens lande.
Lækre retter, musik og dans Herboende folk fra Thailand, Færøerne, Kurdistan, Burma, Thailand, Polen, Ukraine, Grønland, Rusland, Sydamerika, Eritrea og Rumænien serverer små retter fra deres hjemland eller optræder med musik og dans.
Dertil kommer en række foreninger, der står for aktiviteter eller formidler viden om deres arbejde. Det er Røde Kors i Frederikshavn og Sæby, AOFs Ordskole, Sprogskolen, Ungdomsskolen, Strandby Metodistkirke, Kirkerne i Frederikshavn, International House og Bydelsmødrene.
Lær hinanden at kende
- Alle er med til at gøre deres lille indsats for fred i verden. Når man mødes og taler sammen, og når man lærer hinanden bedre at kende, opstår der færre konflikter. Den verden, vi lever i her i Frederikshavn Kommune, skal være så fredelig som muligt, og det bidrager vores kulturdag til, siger Anders Andersen, der er afdelingsleder for Projekt og Integration i Frederikshavn Kommune.
Hele Verden i Frederikshavn Kommune åbnes af borgmester Birgit S. Hansen, som også plejer at gå en tur rundt for at besøge de mange stande og smage på lækkerier.
Arrangørerne lover, at der er tilbud til alle aldersgrupper. På sportspladsen uden for står Bangsbo Freja klar med fodboldleg, mens Sæby Basket udfordrer alle børn og unge til spil under de orange kurve.
Ukraine er med for første gang
Blandt de nye nationer er Ukraine. I foråret kom der ca. 300 ukrainere til Frederikshavn, og en gruppe af dem kommer forbi og serverer små retter og fortæller om deres land. Der bliver også en lille musikalsk optræden fra ukrainere.
Hele programmet bliver offentliggjort på Facebooksiden Hele Verden i Frederikshavn Kommune.