Rikke Rugholt er formand for Sind Frederikshavn. 
Livet her

Foreningen har mange medlemmer, og nu fylder den 40

Fredag 14. oktober har SIND Frederikshavn Lokalafdeling jubilæum

02. oktober 2022 kl. 10:01

FREDERIKSHAVN: Fredag 14. oktober markerer SIND Frederikshavn Lokalafdeling, at det er 40 år siden, lokalafdelingen blev stiftet.

Bestyrelsen, med formanden Rikke Rugholt i spidsen, er trukket i arbejdstøjet og glæder sig meget til at markere jubilæet.

SIND Frederikshavn Lokalafdeling dækker hele Frederikshavn og Læsø Kommuner.

Tilbage i efteråret 1982, var det Rita Paaske, der var initiativtager til, at SIND Frederikshavn Lokalafdeling blev en realitet. 

I indbydelsen til lokalafdelingens 30-års jubilæum tilbage i 2012 skrev Rita Paaske følgende:

”Når denne indbydelse bliver sendt ud, sidder jeg tilbage med stor undren, mange tanker og stor taknemmelighed. For 30 år siden var jeg indlagt i Brønderslev i meget lang tid med en svær depression, langt væk fra min dejlige familie. Rart var det ikke, men alt kan jo vende sig til noget godt, for en dag får jeg øje på et opslag, hvor der står skrevet om en forening, som på det tidspunkt hed ”Sindslidendes Vel”. Et tungt navn, som heldigvis blev ændret til SIND. Da jeg efter lang tid blev udskrevet, vidste jeg med sikkerhed, at vi skulle have en lokalafdeling her i Frederikshavn, og ved fælles hjælp var vi så nogle, der fik lokalafdelingen op at stå, så efter en stiftende generalforsamling i efteråret 1982 var vi klar til at gå i gang”.

- Rita Paaske var aktiv i SIND i 34 år, og hendes død tilbage i januar 2019 ramte os hårdt, siger den nuværende formand for lokalafdelingen Rikke Rugholt.

Stor medlemsskare

Lokalafdelingen er i dag meget aktiv og støttes op af en stor medlemsskare. Der laves mange forskellige arrangementer for psykisk sårbare og deres pårørende.

En af de store årlige tilbageværende aktiviteter er Sindets Dag, som hvert år afholdes 10. oktober, og det er jo få dage før 40-års jubilæet.

I jubilæumsugen – uge 41 – er der mange aktiviteter som SIND er involveret i.

Foruden Sindets Dag, som afholdes i samarbejde med Psykiatrifællesselskabet i Frederikshavn Kommune, så er der hver dag i uge 41 forskellige aktiviteter i forbindelse med festivalen ”Don’t Fear the Weird”.

Torsdag 13. oktober er der foredrag med TV-lægen Peter Qvortrup Geisling på Frederikshavn Bibliotek, hvor der stadig er få billetter tilbage.

Fredag 14. oktober fra kl. 11.00-14.30 inviterer SIND til reception i Frivilligcenter Frederikshavn, Danmarksgade 12, Frederikshavn.

SINDs landsformand Mia Kristina Hansen fra Roskilde er til stede, og borgmester Birgit S. Hansen kigger også forbi.

Annonceret indhold

Nyeste