Forældre siger farvel til børnene: Skal sejle til Sydeuropa med skoleskib
Torsdag 9. november stævner Skoleskibet DANMARK for sidste gang i år ud fra Flådestationen i Frederikshavn. Togt 117 går til Madeira, Gran Canaria og Kap Verde med afslutning i Malaga 30. januar. Forældre og andre pårørende er inviteret til farvelarrangement søndag 5. november fra kl. 15-17.
Både familie og elever skal vænne sig til, at de ikke er online og forbundet, som de plejer. Eleverne har nemlig kun adgang til deres telefoner i få tilfælde, f.eks. ved landlov. Derfor er det ekstra særligt for de pårørende at møde op og sige farvel til deres kære, som begiver sig ud på deres livs oplevelse ombord på Skoleskibet. Samtidig får de mulighed for at se skibet, som skal være elevernes hjem de næste mange uger.
7 nordjyske elever ombord
Dette togt er engelsksproget og har også elever fra rigsfællesskabet og andre lande f.eks. Tyskland, Frankrig, Holland og Færøerne. De øvrige elever fordeler sig på Sjælland: 23, Fyn og øerne: 14, øvrige Jylland: 24 og Nordjylland: 7.
To af de nordjyske elever er Magnus Thrysøe Sørensen, 20 år og fra Skørping og Alma Bang, 19 år og fra Aalborg. Magnus har en bedstefar, som har været kvartermester på DANMARK og en søster som har været skoleskibselev, så det ”løber” lidt i familien. Alma har fået Skoleskibet anbefalet af gode venner, som har haft fantastiske oplevelser i forbindelse med deres skoleskibsophold.
Afmønstring i Malaga
Når eleverne 30. januar afmønstrer i Malaga, Spanien, har de opnået uddannelsen til ubefaren skibsassistent og kan påbegynde deres maritime karriere.
På MARTEC er man allerede i gang med optagelsessamtaler til togt 118 og 119. Der er 80 pladser på hvert togt, og der er allerede mange, som har søgt. Derfor er det en god idé at sende sin ansøgning afsted snarest, hvis man er interesseret i et af togterne.