Fodboldgolfcenter lukker ned for sæsonen
SKAGEN: Når efterårsferien i uge 42 søndag den 20. oktober er veloverstået, lukker Skagen Fodboldgolf for sæsonen 2024.
Denne afslutning markerer banens 9. sæson, hvor Skagen Fodboldgolf har haft mange loyale og tilbagevendende gæster. Desværre var juli præget af dårligt vejr, hvilket kunne mærkes på banen. Flere dage måtte den holdes lukket på grund af oversvømmelse.
På trods af vejrudfordringerne har resten af sæsonen været positiv.
- Det er en fornøjelse at se så mange gæster, der år efter år vender tilbage og har gjort det til en tradition at spille hos os, når de besøger Skagen, udtaler Leif Byrdal, som sammen med Lise Lotte Iversen ejer og driver banen.
- I sensommeren har vi også budt mange tyske turister velkommen, som har fundet vej til fodboldgolfen.
Efteråret har også bragt glade gæster i form af polterabender, firmaarrangementer, familiefester og lejrskoler. Både børn, voksne og seniorer har nydt godt af den friske luft og motion, mens de har dystet på tværs af generationer.
Årets banerekord blev på 64 spark, sat af Steen Träger, der også havde rekorden i 2023.
Nu hvor græsset visner, og efterårsvinden tager fat, vil banen blive lukket, og forhindringer, borde og skilte tages ind for at beskytte dem mod vinterens hårde vejr.
- Skagen Fodboldgolf ser frem til at byde både lokale og turister velkommen igen i 2025, hvor der forventes åbning til påske, afhængig af vejret og banens tilstand, siger Leif Byrdal.