Fiskefestival indtager havnen
Der bliver festivitas på havnen i Strandby.
Lions Club Bannerslund afvikler Fiskefestivalen lørdag 17. juni 2023 i tidsrummet 10:30 til 16:00.
Fiskefestivalen har som altid omdrejningspunktet fisk, fiskeretter og dermed også fiskeriet. Boder med salg af frisk fisk, fast food, tørfisk, hjemmelavede fiskeplatter og stegte pølser åbner alle kl 10:30. De lokale dagplejere har kaffe på kanden og et flot kagebord.
Du kan vælge at nyde din forplejning inde i auktionshallen eller ude på festpladsen. Med støtte fra Danmarks Fiskeriforening, Strandby Fiskeriforening, Strandby Havn, havnens kutterflåde og virksomhederne på havnen, samt mange andre sponsorer, kan de besøgende fra nær og fjern får en oplevelsesrig dag i ”FISKENS TEGN”.
Udenfor udstiller Beredskabet, Uggerhøj og Rørbæk biler, her finder du også kræmmerboderne.
Underholdning
Til børnene er der en hoppeborg, et røre bassin med fisk og skalddyr. Begge aktiviteter er åbne fra kl. 10:30.
Der vil være besøg af 3 skibe. Fra Frederikshavn kommer ALVILDE, fra Marinehjemmeværnet kommer APOLLO og fra Søværnet kommer patruljefartøjet P525 ROTA. Der vil være åben skib på dem alle.
Underholdningen begynder kl.: 10:30 med harmonikamusik med Henning, Henrik, Birgitte og Jan på scenen. Herefter spiller All Workers Brass Band, hvor repertoiret er allround populær swing- og jazz musik. Kl.: 13:00 går Jazz Five Men på scenen og underholder indtil kl 16:00, kun afbrudt af korte pauser.
Aktion
Igen i år har Lions Club Bannerslund valgt at sende en ung fra lokalområdet ud på en oversøisk rejse i regi af Lions International Ungdomsudveksling. Afsløring af hvem den unge er og hvorhen rejsen går afsløres kl. 12:30 på scenen. Der holdes kunstauktion over 12 forskellige malerier, således: 1. auktion 12:45, 2. auktion 13:45 og 3. auktion 14:45.
Kunstnergruppen “Kontrasterne” er 12 meget forskellige malere, som er samlet om en fælles interesse - nemlig at arbejde kreativt fortæller Nina Schou fra Kontrasterne.
- Det vi har her på værkstedet, synes vi er helt unikt. Det er et meget inspirerende sted at arbejde. Vi er gode til at sparre med hinanden og give feedback, når man har udfordringer i processen. Vi har mange forskellige udtryk og arbejder både med akryl, olie, akvarel og tryk. Nogle er også begyndt at arbejde med ler.
- Vi har haft værkstedet i 4 år og holder med jævne mellemrum kurser med spændende undervisere, for at få ny inspiration og videreudvikle os. Her deltager ofte andre udøvende kunstnere, slutter Nina Schou.
De 12 billeder kan ses på Facebook-siden Lions Club Bannerslund i den rækkefølge, som de sælges.