Fællesudstilling på Galleri Virak med Lene Frederiksen og Anne Marie Johansen
FREDERIKSHAVN: Lørdag var der på Galleri Virak i Danmarksgade, fernisering på udstillingen ”Himmel, hav og midt imellem”, som er en spændende fællesudstilling, med de dygtige, lokale kunstnere Lene Frederiksen og Anne Marie Johansen.
Kunstnerne beskriver selv udstillingen:
- To kunstnere mødes i et fælles rum, hvor malerier, tegninger og skulpturer folder sig ud i et legende samspil mellem det himmelske og det jordnære, det store og det nære.
Udstillingen Himmel, hav & midt imellem inviterer til at bevæge sig. Gennem drømme, refleksioner og sanselige oplevelser – fra himlens lysende vider til havets dybder, og alt det, der findes midt imellem.
Udstillingen udforsker både form, farve og stoflighed i malerier, tegninger og skulpturer i en fælles undersøgelse af imaginære landskaber, stemninger og tilstande. Hvert værk åbner sig for sin egen historie og sammen skaber de en helhed, hvor det uendelige og det håndgribelige mødes.
Sammen skaber de to kunstnere en udstilling, hvor forskelligheder mødes i en fælles undersøgelse af stemninger, landskaber og det vi ofte overser, men alligevel mærker.
Udstillingen kan ses på galleri Virak, Danmarksgade 44, onsdag-fredag kl. 10-17 og lørdag kl. 10-13 og den kører frem til den 6. april.