Unikt indblik i dansk fiskeri: Oplev arbejdet ombord på S. 486 Sajoni
SKAGEN: Debatten om dansk fiskeri er ofte præget af kritik og bekymring. Men i Skagen har man valgt en anden tilgang.
Her inviteres danskerne ombord, så de selv kan opleve et erhverv, der i generationer har været en del af kernen i dansk kystkultur.
Efter stor interesse sidste år vender de guidede ture ombord på reje-trawleren S. 486 Sajoni nu tilbage. Toppen af Danmark gentager i samarbejde med ejerne af Sajoni turene, som giver både turister og danskere en sjælden mulighed for at komme helt tæt på livet til søs.
Det skriver Toppen af Danmark i en pressemeddelelse.
Ombord på den 28 meter lange trawler, der til daglig sejler i Skagerrak, får deltagerne et indblik i arbejdet med trawlfiskeri, hverdagen ombord og den rytme, der præger et moderne fiskeri. Det er en verden, de færreste ellers får adgang til.
- Vi oplevede sidste år en meget stor interesse for turene, og det fortæller os, at mange gerne vil se tingene med egne øjne. Fiskeriet fylder meget i debatten, men for de fleste er det stadig noget, man ser udefra. Med de her ture giver vi mulighed for at komme helt tæt på og få en ærlig indsigt i hverdagen og de valg, der bliver truffet, siger Cecilie Bengtzon, projektleder hos Toppen af Danmark.
På turen er der også fokus på ansvar og udvikling i erhvervet.
Deltagerne hører blandt andet om, hvordan danske fiskere arbejder med havmiljøet, indsamler affald under fangst og løbende udvikler mere bæredygtige metoder.
Oplevelsen rundes af med en smagsprøve på friskfangede rejer, mens skipperen selv deler sine erfaringer og svarer på spørgsmål.
Turene afholdes i maj og juni med start 15. maj, og der er et begrænset antal pladser på hver rundvisning. Hver tur varer cirka 45 minutter og foregår fra Skagen Havn.
Initiativet er en del af en bredere indsats for at bringe gæster tættere på de lokale erhverv og skabe en større forståelse for de fag, der fortsat spiller en central rolle i Danmark som kystnation.