The Reef kunne endelig markere den store renovering
FREDERIKSHAVN: Mandag aften var 200 gæster fra hele Norden samlet på Quality Hotel The Reef for at fejre den store renovering, som hotellet har gennemgået det seneste år og skiftet fra Scandic til Strawberry.
Hotellet åbnede for gæsterne i juni, men åbningen har først kunne markeres nu.
De inviterede var opfordret til at vælge tøj, der understøttede hotellets nye stil og design, hvor der er skruet ekstra op for det caribiske.
Og der var masser af farverige kjoler og skjorter hos gæsterne, der ved ankomsten blev forkælet med lækre småretter, vin og farverige drinks. Et hold professionelle samba-dansere fra Sverige satte ekstra kulør på begivenheden.
Hoteldirektør Marianne Bredevang bød velkommen til de mange gæster og ikke mindst til de to prominente gæster, den norske milliardær Petter Stordalen, ejer af Strawberry koncernen, og Dan Sten Olsson, direktør i Stena Line.
Hun fremhævede udover det stærke samarbejde med Stena Line og Strawberry også medarbejdernes store fleksibilitet i hele det år renoveringen stod på.
Dan Sten Olsson er søn af Sten A. Olsson, som startede Stena Line, og han fortalte, at han er meget stolt over at have været med til at bygge hotellet i sin tid - både for at give svenske familier muligheden for at rejse på badeferie i Danmark og for at have givet et skub til handelslivet i Frederikshavn.
Den karismatiske norske milliardær, Petter Stordalen, fortalte farverigt om sine besøg i Danmark som barn og som teenager på cykeltur til Løkken – og om den nye stil på hotellet.
- Der findes absolut ingen ligheder mellem Caribien og Frederikshavn. Men det gælder om at have det sjovt, og er du ikke i Caribien, så sørg for, at Caribien kommer til dig, lød det.
Og han kunne også med et stort smil konstatere, at han havde fået ufatteligt meget for de mere end 100 milioner, som han havde investeret i hotellet.
Herefter var det muligt for gæsterne at se hele hotellet og benytte sig af de mange muligheder for underholdning i konference-afdelingen, som bl.a har shuffleboard, elektronisk dart og karaoke.
Der blev senere kælet for gæsternes smagsløg med lækker tapas-buffet i den store og fuldstændig nyrenoverede restaurant, hvor det caribiske tema også er gennemført i farvevalg, interiør og dekoration.
Det caribiske nåede sit højdepunkt, da en veloplagt Wafande indtog scenen og fik fyldt dansegulvet til hans glade reggaetoner. Han kunne heller ikke skjule sin begejstring for den eksotiske indretning på hotellet.