FREDERIKSHAVN: Frederikshavn Teaterforening er klar med en ny sæson til skolerne i Frederikshavn Kommune – med et særligt fokus på de unges liv, udfordringer og glæder.
- Vi har et ønske om at give vores unge mennesker i Frederikshavn Kommune gode oplevelser her lokalt, fortæller bestyrelsesmedlem Mia Westerberg og formand Lilly Pedersen.
"Antigone" Teater Zebu 2024. Foto: Emilia Therese
Ifølge de to bestyrelsesmedlemmer har teaterforeningen i sæson 2026/27 valgt at sætte ekstra fokus på forestillinger, der taler direkte ind i de unges hverdag.
- Når de sidder i en teatersal, kan det, der sker på scenen, være et spejl på det liv, de lever, og måske de udfordringer, de har, siger Mia Westerberg og Lilly Pedersen.
Teaterforeningen opfordrer lærere og andre, der arbejder med unge, til at tage et kig på foreningens program.
- Vi har et ønske om, at dramalærere og andre med ansvar for de unges oplevelser kigger ind på vores hjemmeside. Vi er sikre på, at vi har noget til alle. Ud over skoleforestillingerne byder programmet også på oplevelser for hele familien. Vi håber, vi ses, slutter Mia Westerberg og Lilly Pedersen.
Foreløbig programoversigt
PRES – en højaktuel forestilling om Oxy, SoMe, FOMO og andre farlige forkortelser. Spilles 14. september 2026 kl. 13.40.
PIXIE – ny dansk ungdomsmusical baseret på Sofie Riis Endahls roman ”Pixie lever stadig”. Spilles 9. november 2026 kl. 19.00.
Antigone – opført af Teater ZeBu. En intens og moderne version af Sofokles’ klassiker, hvor psykologiske, politiske og filosofiske dilemmaer mødes i en stærk konflikt. Spilles 26. oktober 2026 kl. 13.00.
BEFORE THE END – en forestilling af Dansk Danseteater, der fungerer som både opråb og hyldest til livet. Der er mulighed for workshop i forbindelse med forestillingen. Spilles 2. november 2026 kl. 19.00.
”Rør mig, rør mig ikke” – en feel-good ungdomsforestilling om seksualitet og sårbarhed for unge fra 13 år, af William Lippert. Spilles 23. april 2027 kl. 13.40.
Billetter kan allerede nu bestilles, og interesserede kan læse mere om hele programmet på Frederikshavn Teaterforenings hjemmeside.