Svend Brinkmann stikker vejen forbi Frederikshavn
FREDERIKSHAVN: Der tales i stigende grad om en trivselskrise blandt unge. Den påvirker både uddannelsesinstitutioner og arbejdsgivere, som ansætter unge medarbejdere. Derfor inviteres erhvervslivet til et gratis morgenforedrag med Svend Brinkmann 29. april, hvor fokus er på unges trivsel.
Bag arrangementet står Frederikshavn Handelsskole, Erhvervshus Nord, AOF Vendsyssel og Sparekassen Danmark.
Det fortæller arrangørerne i en pressemeddelelse.
Når unge starter i lære eller får deres første job, bliver arbejdspladsen en central del af deres hverdag. Derfor er det afgørende, at virksomheder og uddannelsessteder er opmærksomme på de unges trivsel og ved, hvordan de bedst kan støtte dem. Med arrangementet ønsker arrangørerne at give det lokale erhvervsliv viden og perspektiver, der kan bidrage til at skabe trygge og udviklende rammer for unge.
Med foredraget og bogen ”Trivsel-tur-retur”, skrevet i samarbejde med Lene Tanggaard og Thomas Aastrup Rømer, nuancerer Svend Brinkmann debatten om trivsel og mistrivsel. Han peger blandt andet på faktorer som tempo, præstationspres og individualisering som mulige årsager til mistrivslen. Med afsæt i viden om menneskelig dannelse og udvikling præsenterer han desuden sine perspektiver på mulige løsninger.
Arrangementet er gratis for virksomheder i lokalområdet, men kræver tilmelding. Det finder sted 29. april og begynder klokken 7.30 med morgenmad på Frederikshavn Handelsskole.
Tilmelding sker online.