Storhittende YouTube-duo på torvet
SÆBY: Børnene var i klart overtal, da YouTube-fænomenerne Morten Münster og ham den anden, Tobias Bjerre, gik på scenen på den første dag i skolernes efterårsferie.
Afdelingsdirektør i Spar Nord, Lasse Kjærsgaard Stidsborg, bød velkommen til mere end 200 børn tæt på scenen og forældre og bedsteforældre beskedent i baggrunden.
Alle fik næsten en times forrygende show med masser af grin til duoens skøre danse moves, tossede sangtekster og dårlige jokes.
Morten Münster er først og fremmest kendt som Danmarks største youtuber med over 4,5 millioner månedlige visninger og ”ham den anden” er ingen ringere end den altid sjove Tobias Bjerre, der bl.a. står bag ”Minecraft sangen”, ”TikTok Tøs” og Danmarks mest sete YouTuber-video ”Ikke mere mælk”, som de selvfølgelig fik børnene i Sæby til at synge med på.
Som særlig opmærksomhed til forældrene, blev popgruppen Cartoons ikoniske ”DooDah” fremført i en mere ungdommelig udgave.
Spar Nord Fonden
Showet blev gjort muligt med støtte fra Spar Nord Fonden. En fond der er kendt for at støtte fællesskaber der mærkes, hvilket det tydeligt fremgik af dagens arrangement.
Sæby Handel
Formanden for Sæby Handelsstandsforening Hans Ole Kalhøj skriver på sin Facebookside, at han er utrolig stolt over at få besøg af Morten Münster og Tobias Bjerre.
- Der er ikke mange byer af vores størrelse der kan bryste sig af at få så hotte navne til byen.
- Et besøg der giver masser af glade mennesker, understreger Kalhøj.