Stjernespækket kirkekoncert støtter Hospice Vendsyssel
FREDERIKSHAVN: Torsdag 13. august klokken 19.00 inviterer Ensemble Hovaldt, der har base i Hjørring, til en stor velgørenhedskoncert i Abildgård Kirke i Frederikshavn.
Koncerten afholdes til fordel for Hospice Vendsyssels Støtteforening, og det er første gang, arrangementet gæster Frederikshavn.
Aftenen byder på et stærkt hold af musikere fra både ind- og udland. Ensemble Hovaldt består af messingblæsere, som fremfører værker, og som på skift er solister. Louise Fribo er solist, og Jens Gaardbo er konferencier.
Publikum kan desuden opleve solotrompetist James Fountain fra London Symphony Orchestra, Holger Sandegaard Johansen fra Det Kgl. Kapel, hornist Susanne Skov, basbasunist Martin Reinhardt fra Aarhus og tidligere solobasunist i Wiener Philharmonikerne, Ian Bousfield, der i år opfører en særlig solo, han har spillet verden rundt.
- Jeg glæder mig helt vildt til igen at komme til Vendsyssel og denne gang til Frederikshavn med dette fantastiske ensemble, siger Louise Fribo.
Fokus på det frivillige arbejde hos Hospice Vendsyssel
For ensembleleder Thomas Hovaldt er koncertens formål helt centralt. Han ønsker både at skabe en musikalsk oplevelse i særklasse og at sætte fokus på det frivillige arbejde omkring Hospice Vendsyssel:
- Mange, der har kontakt med Hospice, har haft udfordringer og svære oplevelser. I de situationer forsvinder fokus ofte fra de pårørende og de mest udsatte. Denne koncert skal sætte fokus på det frivillige arbejde og rejse penge til et område, hvor der virkelig er behov, siger han.
Thomas Hovaldt håber, at koncerten kan indbringe op mod 50.000 kroner til støtteforeningens arbejde.
Ensemble Hovaldt har eksisteret i 19 år og er kendt for at samle musikere fra Europas førende symfoniorkestre. Ensemblet arbejder efter en model, hvor alle udgifter dækkes af fonde, virksomheder og bidragydere, så entréindtægterne går ubeskåret til Hospice Vendsyssel.
- Vi har mærket en enorm opbakning til koncerten og dens formål, fortæller Thomas Hovaldt og fremhæver glæden ved igen at have Louise Fribo med, der i år markerer sit 25 års jubilæum som sanger.
Billetter kan købes via Billetto.dk, hos Lædermagasinet i Danmarksgade i Frederikshavn og på Hospice Vendsyssel.