Billede beskrivelse

Stjernefabrikken tilbyder den vildeste forfest til børnenes MGP

17. februar 2026 kl. 19.00

FREDERIKSHAVN: Med Melodi Grand Prix veloverstået - Arena Nord og Frederikshavn by høstede mange roser for godt værtskab – er blikket nu rettet mod MGP den kommende weekend.

Et om muligt endnu større arrangement, hvor to gange 3000 børn og nogle forældre vil fylde Arena Nord for at opleve de unge kunstnere.

Mens DR indtager Arenaen med scene, lys, røgmaskiner og pyroteknik foruden kameraer og masser af teknik, så har Arena Nord planlagt en kæmpe forfest for de mange børn både forud for generalprøven fredag og selve showet lørdag.

Billede beskrivelse

- Vi har et fantastisk tilbud til alle, der har købt billet til MGP eller generalprøven, nemlig to timers forfest i Stjernefabrikken, som vi indretter i den store skolehal ved siden af Arena Nord. Her kan de ledsagende voksne blive parkeret på Palmestranden, mens børnene giver den gas med sjove oplevelser i fabrikken, fortæller projektleder Sofie Nissen, Arena Nord.

I Stjernefabrikken kan børnene få sat håret og få glimmer i ansigtet. Hair by L stiller med tre frisører, og makeup-artist Anne-Sophie Bak har hele seks glimmer-assistenter til at hjælpe sig.

Herefter kan de deltage i forskellige dansearrangementer tilpasset deres alder arrangeret af Dance Studio. Det er også muligt at lave en lille video af sin dans. Skal man hvile fødderne undervejs, kan man slappe lidt af Backstage, inden forfestens højdepunkt, fotoshoot på scenen.

Alt i Stjernefabrikken er gratis for børnene undtagen snacks og drikkevarer.

Under hele festen i Stjernefabrikken vil et hold af piger fra Floorball fungere som værter og hjælpe børnene til rette.

Sofie Nissen føjer til, at børnene og ledsagende voksne skal starte med at tjekke ind i Idrætshallen, hvor der også er garderobe. Herfra er der adgang til både selve arenaen og til Skolehallen med Stjernefabrikken.

Både ved generalprøven og selve MGP-showet lukker Stjernefabrikken i god tid før, så alle børn og voksne kan nå at være på plads i Arena Nord en halv time før showstart – klar til DR's praktiske informationer og publikumsopvarmning.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste