Stabelafløbning til traditionsrig havnefest
SÆBY: Tiden er snart inde til, at Sæby Basketball Club og Sæby Rednings- & Bjærgelaug for 29. gang holder fest på den gamle del af Sæby Havn, under temaet Mad, Musik og Ferie.
Et koncept, der har fungeret i alle årene, og som programmet indikerer, bliver 2026 ingen undtagelse.
I weekenden 10., 11. og 12. juli vil gæsterne på Sæby Havn kunne høre og smage lyden af dansk hygge.
Fredag klokken 16 vil formanden for havnefesten, Henrik Hansen, byde velkommen, hvorefter Ibsens Kapel sørger for den musikalske underholdning ved havnekontoret.
Samtidig åbner alle stadepladser og handelsboder.
Om aftenen i det store festtelt tilbydes der til de første 300 gæster lækker helstegt pattegris med tilbehør fra Slagter Tranholm.
Bagefter spiller ”Willers” op til dans.
Havnefesten kulminerer lørdag, hvor spillemand og singer-songwriter Henrik Mølbjerg lægger ud med den musikalske underholdning fra klokken 11-14.
Der bydes samtidig på tre tarteletter med høns i asparges til de første 150 gæster i det store festtelt til en favørpris på 65 kroner.
Om eftermiddagen demonstrerer ”Kom og Dans Sæby” swing og rock’n roll på værftspladsen, inden ”Advokatens New Orleans Jazz Band” klokken 14.30 tager over og spiller glad jazzmusik ved havnekonteret.
Sidste år leverede restaurant ”Diet Heaven”, der er kendt for sit asiatiske menukort, aftensmaden.
I år følges sidste års succes op med Panang, som er en karry med kylling og ris, en rigtig klassiker fra det thailandske køkken og en skøn en af slagsen. Soy karamel Pork belly, forårsruller og rejechips samt stegte nudler.
Maden kan herefter forbrændes på dansegulvet, når ”B-Friends” spiller op til dans frem til klokken 1.
Efter flaghejsning og åbning af handelsboder om søndagen, går ”East Coast Linedance-Sæby” på fliserne på værftspladsen, hvor de vil give en times optræden.
Herefter spiller ”Kaejlaenders” ved Havnekontoret, frem til hvor spændingen udløses om, hvem der har vundet tombolaens hovedgevinst, og havnefesten slutter for i år.
Som vanligt spiller trompetister fra Sæbygarden og Musikkorps Sæby Dannebrog ned på Nordre Mole klokken 21 alle dagene.