Sommer-camp med leg og konkurrencer vender tilbage
SÆBY: SIK80 er igen i år vært for det traditionsrige Skole-OL 12. og 13. maj, hvor omkring 1.000 elever fra skoler i Frederikshavn Kommune som klassevis dyster mod hinanden.
Klubben holder ligeledes den succesrige tradition i hævd ved at arrangere Sommer-camp i uge 27, de første dage i skolernes sommerferie, 29., 30. juni og 1. juli.
Campen er en atletikskole for alle friske piger og drenge mellem 6 og 12 år, der over tre dage byder på masser af humør, atletik, leg, fællesskab og meget mere, lover formanden for SIK80, Gunnar Møller Nielsen.
De seneste år har der på Sæby Atletikstadion været omkring 50 børn til campen, og der forventes et lignende antal i år.
Et hold dygtige trænere er begyndt at lægge hovederne i blød for at lægge et spændende program for de tre dage, så det bliver lige så udfordrende og sjovt som sidste år.
For at variere træningen til andre lokaliteter end atletikstadionet, vil nogle af øvelserne som løb, spring og små konkurrencer ved brug af naturens naturlige forhindringer, blive gennemført i en nærliggende park og på stranden.
Desuden er der OL-konkurrencer, hvor børnene stiller op for forskellige lande, og indmarchen med mere bliver kopieret fra de rigtige Olympiske Lege.
Trænerteamet vil i år bestå af: Frida Fischer, Donna Sørensen, Tobias Andersen, Willas Mogensbæk, Festus Asante, Niels Meng, Frida Thue og Siff Tornby, under ledelse af Gunnar Møller Nielsen.
Tilmelding kan ske på klubbens hjemmeside: www.sik80.dk eller til Gunnar på tlf. 61114502.