Skjoldmøen melder fuldt hus til forårets Kunst & Kulturmarked
FREDERIKSHAVN: Et teltmarked, hvor professionelle og knap så professionelle kunsthåndværkere kan udstille og sælge deres kreative produkter, og hvor publikum kan nyde både kunst og markedsstemning.
Det var den ide, Evy Blomsø, der driver Skjoldmø Keramik i Frederikshavn, besluttede at føre ud i livet. Og ideen har vundet genklang. Uden den store markedsføring har hun allerede fyldt teltet med de 12 udstillere, der er plads til.
- Jeg har fået meget positive reaktioner fra områdets kunstnere og kunsthåndværkere, og interessen for at deltage har været stor. Så nu har jeg bestilt godt vejr fredag 30. og lørdag 31. maj, hvor markedet finder sted, og så glæder jeg mig til premieren på noget, der forhåbentlig kan blive en tilbagevendende begivenhed, siger Evy Blomsø.
Blandt de tilmeldte udstillere finder du flere keramikere, og kunstmalere, men også mere specielle ting som decoupage på gamle fotos og kunst skabt af drivtømmer og skrot. Der er også tøjdesign og filt.
Der vil blive solgt kage og grillpølser samt drikke varer, og Arvid Jacobsen kommer og spiller. Evy Blomsø vil desuden lave en lille konkurrence, hvor deltagerne udfordres med en klump ler og en drejeskive.
Selv om Evy Blomsø har udsolgt i det store telt, kan interesserede kunstnere og kunsthåndværkere stadig nå at komme med. Så skal man blot have sit eget telt med, for der er plads nok på den tidligere minkfarm på Golfvej.
Man kan tilmelde sig på sms til 30 53 97 51.