Skagen Havkajakklub inviterer nye roere ombord
SKAGEN: Mandag den 5. maj starter Skagen Havkajakklub et nyt begynderhold, og der er stadig få ledige pladser for dem, der holder af frisk luft, vand og godt selskab.
Det fortæller kajakklubben.
Formanden for klubben, Michael Thaarup, understreger, at havkajak er en aktivitet for alle aldre – dog med krav om, at deltagerne skal være fyldt 16 år. Han forklarer:
- At prøve havkajak kræver ingen særlige forudsætninger udover, at man skal kunne svømme. På et af klubbens tidligere hold var den yngste 22 år og den ældste 78, så alderen er bestemt ingen hindring.
Begynderkurset bliver varetaget af klubbens egne erfarne instruktører, som sikrer en rolig og tryg introduktion til sporten. Undervisningen omfatter blandt andet forlæns- og baglænsroning, bugsering samt aflæsning af vind- og strømforhold – og naturligvis øvelser i kæntring.
- Det er meget sjældent, at klubbens medlemmer kæntrer, men vi ved, at det kan fylde hos nybegyndere. Derfor er det en vigtig del af kurset at lære, hvordan man håndterer situationen, hvis uheldet skulle være ude, fortæller formanden og tilføjer, at sikkerhed altid har højeste prioritet.
Udover træningen lægger klubben stor vægt på det sociale fællesskab. Der afholdes ugentlige klubaftener, spontane weekendture og planlagte éndagsture i Nordjylland. Derudover arrangerer medlemmerne efter behov ture til andre farvande.
Som noget helt særligt tilbydes nye medlemmer en komplet roeruddannelse inkluderet i det normale årskontingent på 1.500 kr. Klubben stiller alt nødvendigt udstyr til rådighed – herunder kajak, svømmevest og pagaj. Deltagerne skal dog selv medbringe våddragt og neopren-/badesko.
Kurset løber hver mandag fra den 5. maj til den 30. juni kl. 19.00. Derudover er deltagelse i et weekendkursus den 14.-15. juni obligatorisk for at færdiggøre uddannelsen.
Kurset finder sted ved klubbens faciliteter i skurbyen på Vestre Strandvej – og afhængig af vejr og vind også ved Nordstrand eller Sønderstrand.