Billede beskrivelse

Skagen Bio viser DR Symfoniorkestret på lærredet

15. september 2025 kl. 17.00

SKAGEN: Når DR Symfoniorkestret fejrer sit 100-års jubilæum, kan publikum i Skagen også være med.

Fra den 22. september viser Skagen Bio, sammen med 68 andre biografer i hele landet, en ny serie af koncertoptagelser, hvor DR’s symfoniorkester folder sig ud på det store lærred.

H.C. Sloth fra Skagen Bio kalder det oplagt, at biografen i Skagen deltager.

- Det har været oplagt for os at være en del af. Vi har i flere år vist opera på lærredet, så det ligger helt i tråd med vores profil, siger H.C. Sloth fra Skagen Bio omkring den lokale biografs deltagelse.

Billede beskrivelse

Live fra koncerthuset

Koncerterne er optaget live i DR Koncerthuset og produceret i særlige biografversioner med surround sound og introduktion ved skuespilleren Caspar Phillipson. Dermed får publikum både en lokal biografoplevelse og fornemmelsen af at sidde midt i salen i København.

H.C. Sloth pointerer, at projektet handler om at gøre kulturen mere tilgængelig.

- Vi synes, det er vigtigt, at den slags oplevelser ikke kun findes i storbyerne. Publikum skal ikke nødvendigvis rejse langt for at høre et symfoniorkester, de skal også kunne opleve det i Skagen, siger han.

Den første biografkoncert byder på den georgiske pianist Khatia Buniatishvili, som ifølge Kristeligt Dagblad spiller “holistisk og forførende, så musikken klingede som en organisk kærlighedserklæring.”

Senere følger stjerner som Anne-Sophie Mutter og Jonas Kaufmann.

Projektet løber over fire år og støttes af A.P. Møller Fonden som en del af satsningen ‘De største kulturoplevelser for alle’.

Ifølge DR Koncerthusets chef Kim Bohr giver samarbejdet en ny dimension:

- Det er noget særligt at mødes om de store koncertoplevelser, og den sociale dimension i at dele en stor oplevelse bringer os tættere på både kunsten og hinanden. Det vil vi gerne give flere mulighed for at opleve, siger Kim Bohr.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste