Se videoen: Nu skal hvalen skæres op
ÅLBÆK: Forskere og dyrlæger er nu ankommet til Bunkenhus, hvor den store kaskelotvalg skal undersøges nærmere, inden den skal destrueres.
- Lige nu er vi i gang med at måle hvalen op på alle leder og kanter. Her bruger vi et bestemt måleskema, som bruges ved alle strandede kaskelotter, så vi har det bedst mulige sammenligningsgrundlag, siger Charlotte Bie Thøstesen, der er naturhistorisk fagchef hos Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg.
Senere skal de have hul på det store dyr, og det er et omfattende arbejde.
- Det er ikke helt så let, når man har med kaskelotter at gøre, for de har sådan et tykt spæklag, som man skal skære igennem, fortæller Charlotte.
Det bliver derfor med de helt store hvalknive og hjælp fra maskiner, før man kommer ind og kan bruge almindelige knive.
I mellemtiden er dyrlægerne nu i gang med at undersøge ydersiden af hvalen for brugbar data.
Hjertet skal gemmes
Hvis hele skelettet skulle bevares, havde dagens arbejde været en lang lang proces. Men fordi størstedelen skal direkte til destruktion hos Daka, forventes det, at arbejdet vil være relativt hurtigt overstået, når først man har fået hul på ydersiden.
Hjertet skal til Aarhus Universitetshospital, Skejby. Her vil det indgå i et større forskningsprojekt, hvor man sammenligner menneskehjertet med forskellige andre arter.
- Derudover skal vi bruge vævsprøver og enkelte knogler, både til forskning og dyrlægernes undersøgelser, og så kan rendegraveren gå i gang med resten. Den skal deles op i mindre stykker, så den kan komme direkte op i Dakas containere senere.
Det er svært at sige, hvor længe den fulde proces vil tage - men for nu er der stadig mulighed for at komme og opleve den mægtige hval på Råbjergvej 73 ved Ålbæk.