Se langsomt i Drachmanns Hus
SKAGEN: Lad dine øjne hvile et sted; i et maleri, på væggen eller måske i hjørnet af en vindueskarm. Forestil dig så, at dit blik er en myre, der kravler hen over overfladen. Den kan ikke springe, men må tage turen langsomt, millimeter for millimeter.
Det lyder enkelt, men det er det ikke nødvendigvis.
Og netop det vil Skagens Museum gerne udfordre os i hen over sommeren med en ny arrangementsrække i Drachmanns Hus, som er en del af et landsdækkende samarbejde med fokus på formidlingsmetoden slow looking.
Slow looking er en metode, der bruges på museer verden over til at skærpe opmærksomheden og åbne for nye oplevelser i kunsten.
- Det er et meditativt møde med kunsten. Det handler ikke kun om at se et værk, men om at være til stede med det, fortæller Anna Mørch, som er formidlingsudvikler på Skagens Museum.
Hun forklarer, at den måde at opleve på har en trivselsfremmende effekt. Ikke kun for nogen, men for alle, fuldstændig ligesom meditation og mindfulness har.
Lad blikket blive
Metoden bygger på en erkendelse af, hvor hurtigt vi normalt ser.
- En undersøgelse har vist, at folk i gennemsnit kigger på et værk i 30 sekunder, og det er virkelig ikke ret lang tid. Så hvad sker der, hvis man giver sig selv fem eller ti minutter, spørger Anna Mørch, som også har afprøvet metoden på sig selv.
- Jeg har selv siddet med et abstrakt værk i en halv time og fik jo slet ikke set det hele. Det var en kæmpe aha-oplevelse, siger formidleren fra museet, og forklarer videre:
- Mange bliver overraskede undervejs. Det, de ser med det første blik, er overhovedet ikke det, de ser efter tre minutter. Og så bliver de overraskede over, at den ved siden af måske har set noget helt andet end de selv har. Det er en ret fantastisk praksisoplevelse af, hvor meget vi selv tolker og fylder på, når vi ser. Meget mere end vi tror, siger formidlingsudvikleren.
På Skagens Museum har metoden også sneget sig ind i deres undervisningsforløb, hvor skoleklasser også kan opleve at blive placeret foran et værk og blive guidet igennem en slow looking-proces.
Alene med værket
Arrangementerne hen over sommeren foregår i Drachmanns Hus uden for åbningstid, og det giver en særlig stemning.
- Man får lov at være uforstyrret i atelieret, bare sidde og tage rummet ind, siger Anna Mørch, som sammen med sine formidlingskolleger på museet guider deltagerne undervejs.
Der er Slow Looking i Drachmanns Hus den 4., 11., 18. og 25. juli fra kl. 10.00 til 11.00.