Sådan bliver Pinsen fejret
SÆBY: Jul, påske og pinse markerer de største højtider i kirkeåret. Til jul fejres Jesu fødsel, og til pinse – 50 dage efter påskens opstandelse – markeres kirkens fødsel.
Pinsens budskab handler om Helligånden, Guds åndedrag, der kom til jorden og gav disciplene evnen til at tale og forstå alle sprog. Det blev begyndelsen på de første kristne fællesskaber og menigheder, som bragte tro, håb og kærlighed til verden. Denne tro deles i dag i Sæby Kirke.
Gudstjenester i pinsen
Pinsedag, søndag den 8. juni, holdes der gudstjeneste kl. 10.00 i Sæby Kirke ved Mads Callesen. Anden pinsedag, mandag den 9. juni, er der fælles pinsegudstjeneste med nabokirkerne kl. 10.30 i Anlægget i Thorshøj, hvor provst Peter Jessen prædiker.
Musikalsk pinsefejring
Søndag den 8. juni kl. 16.00 deltager kirken i årets pinsejazz i Sæby med en koncert med trompetduoen Kobter. Koncerten byder på improvisation og musik inspireret af det stemningsfulde kirkerum.
Sogneudflugt den 22. juni
Søndag den 22. juni inviterer Sæby Kirke på sogneudflugt. Efter gudstjenesten kl. 10.00 og en let frokost i Mariehuset går turen kl. 12.30 til Hjørring. Her besøges først Kornets Hus, som tilbyder sanselige oplevelser og viden om kornets betydning i historien.
Dernæst går turen til museumshaven ved Vendsyssel Historiske Museum, hvor der både findes en urtehave fra 1600-tallet og en præstegårdshave med en gammel præstegård fra Sindal. Her serveres kaffe. Udflugten afsluttes med besøg i Skt. Catharinæ Kirke og fælles spisning på restaurant Bistro V i Hjørring.
Deltagelse koster 275 kr. pr. person. Tilmelding og betaling sker senest søndag den 16. juni via Sæby Kirkekontor.
Alle er hjerteligt velkomne til at deltage.